Eric Adler sætter sig på toppost i CEV

Den tidligere formand for Dansk Volleyball Forbund og Top Volleyball Danmark Eric Adler er blevet valgt til vicepræsident samt kasserer for det europæiske volleyballforbund CEV. CEV afholdt i weekenden generalforsamling, hvor danske Eric Adler fik en hovedrolle.   Han blev nemlig udpeget som vicepræsident samt kasserer for det europæiske volleyballforbund af den netop genvalgte præsident…

| Eric Adler (nummer 8 fra venstre) er nyudnævnt vicepræsident og kasserer for CEV. Foto: CEV

:


Den tidligere formand for Dansk Volleyball Forbund og Top Volleyball Danmark Eric Adler er blevet valgt til vicepræsident samt kasserer for det europæiske volleyballforbund CEV.

CEV afholdt i weekenden generalforsamling, hvor danske Eric Adler fik en hovedrolle.  

Han blev nemlig udpeget som vicepræsident samt kasserer for det europæiske volleyballforbund af den netop genvalgte præsident Aleksandar Boričić.

Det er den højeste politiske position, som Danmark nogensinde har haft i CEV.

”Jeg er selvfølgelig stolt rent personligt. Men jeg er også glad for, at dansk volleyball er repræsenteret i CEV’s bestyrelse. Det viser, at det arbejde, vi laver i Danmark, bliver bemærket i Europa,” siger Eric Adler.

”Jeg vidste, at præsidenten ville have mig med i sit team, men det kom stadig lidt som en overraskelse, at jeg skulle være vicepræsident og kasserer og dermed politisk nummer tre i CEV,” siger han.

”Det viser, at Danmark kan være med, selvom vi ikke altid er på højeste niveau på det sportslige område. CEV anerkender det gode arbejde, som Danmark har lavet igennem mange år,” siger Eric Adler.

”Fremover skal CEV arbejde videre med at involvere de nationale forbund endnu mere på det sportslige plan. Vi skal arbejde videre til at sikre økonomien, så vi kan blive ved med at udvikle og støtte forbundene ved at gøre volleyball endnu mere synlig på europæisk niveau,” siger han.

I Volleyball Danmark glæder man sig også over den flotte udnævnelse af Eric Adler:

”Vi har igennem det seneste år arbejdet sammen med Eric Adler for at sikre, at Volleyball Danmark får politisk indflydelse på højeste europæiske niveau. Derfor er jeg naturligvis begejstret for, at det er lykkedes. Vi vurderer, at vores europæiske hovedorganisation har været inde i en positiv udvikling de sidste fire år, og vi ser frem til, at valget af Eric Adler kan styrke denne udvikling i forhold til åbenhed og good governance,” siger Mads Olsen, formand i Volleyball Danmark.

Også i Danmarks Idrætsforbund (DIF) er formand Niels Nygaard begejstret:

”Det er en stor anerkendelse af dansk volleyballs position og dygtigt arbejde, når en dansk idrætsleder kan opnå en toppost i et stort internationalt forbund. Det er vigtigt, at vi bliver ved med at tage internationale topposter, hvis vi ønsker at tage ansvar for en fair og bæredygtig idræt og flere idrætsaktive på verdensplan,” siger han.

Mere end 30 år i volleyballens tegn
CEV’s vedtægter foreskriver, at den nyvalgte præsident må udpege fire medlemmer til bestyrelsen blandt dem, der var opstillet til valg.

Den nyvalgte præsident Aleksandar Boričić valgte altså Eric Adler samt tre øvrige kandidater, og valget af disse fik fuld opbakning fra de delegerede til generalforsamlingen.

Eric Adlers politiske karriere begyndte i Holte Volleyball som eliteansvarlig, derefter som formand for Holte. I 1996 blev han valgt ind i Dansk Volleyball Forbund som ansvarlig for landsholdområdet, fra 1998 til 2001 var han formand for Dansk Volleyball Forbund, og fra 2001 til 2007 var han formand for Top Volleyball Danmark.

Den internationale karriere begyndte i 2002, hvor Eric Adler blev valgt ind i CEV’s bestyrelse, hvor han har haft forskellige opgaver – den sidste som formand af styregruppen for samarbejdet mellem CEV og Infront, som er CEV’s nye mediepartner.

Erics Adlers position og navn i det europæiske volleyballfællesskab var også stærkt medvirkende til, at Danmark i 2013 kunne afholde et vellykket EM for herrer i Danmark i samarbejde med Polen. Hans arbejde i CEV har desuden været medvirkende til at gøre CEV mere åbent og transparent.

CEV er det største og vigtigste forbund under det internationale volleyballforbund FIVB.

Del nyhed

LÆS OGSÅ