Volley TV kommer til at vise alle ligakampe

Volleyball Danmark åbner i dag for en ny og opdateret version af Volley TV. Fremover vil det være muligt at streame alle kampe fra Volleyligaen. Når Volley TV-bilen trillede ind på parkeringspladsen i landets Volleyliga-klubber, så vidste man, at det var kampdag, og at dagens hjemmekamp blev streamet på Volley TV. Volley TV gennemgår i…

:


Volleyball Danmark åbner i dag for en ny og opdateret version af Volley TV. Fremover vil det være muligt at streame alle kampe fra Volleyligaen.

Når Volley TV-bilen trillede ind på parkeringspladsen i landets Volleyliga-klubber, så vidste man, at det var kampdag, og at dagens hjemmekamp blev streamet på Volley TV.

Volley TV gennemgår i øjeblikket nogle ændringer, så det fremover vil være muligt at klikke ind os se samtlige kampe fra Volleyligaen. En markant forøgelse, som forhåbentlig vil være med til at udbrede synligheden af volleyball herhjemme.

Det fortæller direktør i Volleyball Danmark, Jesper Jørgensen:

”Vi kan se, at vi har ramt rigtigt ved at tilbyde gratis streaming af bl.a. Volleyliga, landshold, beachvolleytouren og pokalturneringen. Efterspørgslen på flere kampe har været konstant siden vi lancerede vores egen streamingkanal i form af Volley TV tilbage i 2015 som et af de første specialforbund,” siger han.

”Vi er rigtig glade for Volley TV, og det kvalitetsprodukt, vi har kunnet levere med dette setup. Nu er tiden kommet til næste skridt på streaming-rejsen, og det er derfor vi nu i samarbejde med Genius Sports og Volleyliga-klubberne implementerer et streamingsetup i hallerne, så vi fremover kan streame alle kampe i Volleyligaen,” siger Jesper Jørgensen.

Det er Volleyliga-klubberne selv, der fremover kommer til at stå for streamingen af kampe fra landets bedste række med udstyr, der fast er monteret i hallerne.

I dag er der sæsonpremiere på den nye version af Volley TV, når Team Køge Volley møder Brøndby VK kl. 14.00.

Det er den eneste kamp, som streames i 1. runde af 2020/21-sæsonen, da implementeringen af streamingudstyret er blevet forsinket pga. Corona.

Pt. kan du klikke ind på den nye streamingplatform her. Platformen er stadig i en foreløbig version, og på sigt er målet at integrere platformen med det velkendte volleytv.dk.

Antallet af kampe og brugeroplevelsen vil stige markant over den næste periode, hvor flere klubber får udstyret på plads, ligesom platformen bliver videreudviklet og optimeret.

Med det nye streamingudstyr og Volley TV tilslutter Volleyball Danmark sig andre europæiske ligaer, som bl.a. den franske, belgiske og tjekkiske, hvor samme streaming-system anvendes til at dække begivenhederne i de bedste rækker.

I Volleyligaen vil der fortsat blive vist større produktioner med kommentator og flere kameraer, som det kendes fra det nuværende Volley TV.

Del nyhed

LÆS OGSÅ