Efter 24 år i Volleyball Danmark takker den tidligere bredde- og udviklingschef, Peter Morell, nu af.
Peter blev ansat i forbundet i en deltidsstilling som en af flere regionale konsulenter i august 1996. I 2000 blev det til en halvtidsstilling som breddekonsulent. Siddeløbende var Peter lærer på en folkeskole. Efter nogle år stoppede Peter med lærergerningen, så han i 2004 blev fuldtidsansat i forbundet. Herefter gik det hurtigt, og Peter blev leder for et voksende konsulentkorps fra 2006 og årene frem. I 2016 blev Peter forbundets første seniorkonsulent.
Peter Morell er ikke en ’hr. hvem som helst’. Peter har i den grad været med til at skabe og forankre nye initiativer og koncepter. Kidsvolley var hans første helt store gennembrud i forbundet. Han fik skabt et børnekoncept, som på få år blev implementeret i store dele af klubberne, og som blev taget imod af tusindevis af skoler. Peter var med til at skabe en bevægelse omkring Kidsvolley, som i den grad løftede konceptet til nye dimensioner.
Ligeledes har mange af Peters andre ideer altid fået lov til at udfolde sig i forbundet, hvilket har betydet, at Peter står bag flere af Volleyball Danmarks implementerede koncepter indenfor børn, unge og voksne. Teenvolley, Senior+, Let’s volley og Ramasjang Volley er bare nogle af de koncepter, som han har stået i front for.
Peter har også i sine mange år i forbundet været med til at skabe et utal af arrangementer, hvor volleyballfolk mødes på tværs af klub, interesse og niveau. Relationer og udvikling har stået øverst i alle arrangementerne. Her kan nævnes breddekonferencer i Vejle, kidsklubsamlinger, trænerture til Holland, CEV Development center uddannelsestur til Polen, netværk, uddannelsesweekender og meget mere.
Når Peter Morell nævnes, kan man heller ikke komme udenom hans enorme arbejde med at skabe sammenhæng mellem fonde, eksterne samarbejdspartnere og Volleyball Danmark. I dette samarbejde er der skabt projekter, der har haft en samfundsrelevant indgang, men som i helhed altid har bidraget til udviklingen af volleyball i Danmark.
”Vi kommer til at savne Peters energiske, inspirerende og meget innovative måde at lede på. Hans fantastiske måde at motivere sine omgivelser på er virkelig enestående, og det har været med til at føre til de mange imponerende resultater, som han har opnået gennem sine 24 år i forbundet. Vi vil naturligvis fortsætte arbejdet med bredde og udvikling i samme ånd som Peter, selvom han bliver utrolig svær at erstatte,” siger Udviklingschef Christina Juhl.
Tak til Peter for hans kæmpe indstast i Volleyball Forbundet.