Stor succes for de første Ramasjang-klubber

Knap er corona-pausen ovre, før de første danske klubber har rykket på det nyeste koncept; Ramasjang Familievolley for 3-6 årige og deres forældre. Flere klubber har tilmeldt sig Volleyball Danmarks gratis opstartsforløb, men to klubber har tilsammen allerede fået mere end 60 nye medlemmer til deres Ramasjang Familievolley-hold. Vestbjerg Volley er en af de klubber,…

:


Knap er corona-pausen ovre, før de første danske klubber har rykket på det nyeste koncept; Ramasjang Familievolley for 3-6 årige og deres forældre. Flere klubber har tilmeldt sig Volleyball Danmarks gratis opstartsforløb, men to klubber har tilsammen allerede fået mere end 60 nye medlemmer til deres Ramasjang Familievolley-hold.

Vestbjerg Volley er en af de klubber, der har takket ja til Volleyball Danmarks gratis opstartsforløb med Ramasjang Familievolley. ”Vi tilmeldte os det gratis opstartsforløb, fordi vi gerne vil have endnu flere til at spille volleyball. Samtidig så vi et potentiale for en ny målgruppe, da der bor mange småbørnsfamilier i byen, men uden at der nærmest er nogen familietilbud til dem i byen,” siger bestyrelsesmedlem i Vestbjerg Volley, Heidi Hedegaard Jørgensen.

30 nye medlemmer på 24 timer
Til opstartsmødet lagde Vestbjerg Volley sammen med Volleyball Danmark en strategi for markedsføring og rekruttering af medlemmer til deres Ramasjang Familievolley-hold. ”Vores første tiltag har været et lille opslag i en gruppe på Facebook. Vi skrev bare om Ramasjang Familievolley, og at vi starter op efter sommerferien. På bare et døgn har 16 børn og 14 forældre skrevet sig op til holdet. Det er helt vildt!” siger Heidi Hedegaard Jørgensen.

Også succes på sand
Aarhus Beachvolley Club er hoppet direkte ud i sandet og har startet Ramasjang Familievolley op. ”Der har længe i klubben været en efterspørgsel på et forældre-/barn hold. Da vi blev opmærksomme på Ramasjang Familievolley og da der blev genåbnet for at dyrke idræt, var vi ikke i tvivl om, at vi bare måtte i gang med det samme med Ramasjang Familievolley,” siger træner for Aarhus Beachvolley Club, Eva Dalum Olsen. Hun fortsætter: ”Til vores første træning stod 18 børn sammen med deres forældre klar. Det var helt vildt med den store interesse og opbakning til holdet, og vi er mega klar og motiverede for at fortsætte med vores Ramasjang Familievolley-hold hele sommeren.”

23 klubber er med
Interessen har været helt overvældende fra de danske klubber. Det er for fedt, at selvom vi har ligget stille i corona-pausen, har klubberne brugt tiden på at tilmelde sig opstartsforløb med Ramasjang Familievolley og tænke nærmere over, hvordan deres nye hold skal køre,” siger projektleder for Ramasjang Familievolley, Sebastian Mikelsons. Han fortsætter: ”Vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at vi allerede på nuværende tidspunkt ville have hele 23 klubber, der har eller efter sommerferien vil have et Ramasjang Familievolley-tilbud.”

5 gratis opstartsforløb tilbage
Vestbjerg Volley og Aarhus Beachvolley Club er nogle af de klubber, der har booket et gratis opstartsforløb. Volleyball Danmark har nu kun 5 gratis opstartsforløb tilbage. Læs mere om forløbet her.

Ramasjang Familievolley er støttet af Nordea-fonden, og DGI Volleyball er samarbejdspartner.

Del nyhed

LÆS OGSÅ