Overblik: Sådan sluttede sæsonen for de danske spillere i udlandet

Covid-19 har betydet en suspendering – og i de fleste tilfælde aflysning – af de forskellige nationale og internationale turneringer rundt omkring i verden, hvorfor sæsonen for en række danske spillere i udlandet naturligvis også er blevet påvirket. Vi har fulgt op på situationen hos de danske spillere i udlandet og spurgt ind til den…

| Rasmus Breuning i aktion i CEV Champions League gruppespillet

:


Covid-19 har betydet en suspendering – og i de fleste tilfælde aflysning – af de forskellige nationale og internationale turneringer rundt omkring i verden, hvorfor sæsonen for en række danske spillere i udlandet naturligvis også er blevet påvirket. Vi har fulgt op på situationen hos de danske spillere i udlandet og spurgt ind til den kommende sæson. Få det fulde overblik her:

Danske spillere i Europa

Axel Jacobsen: Panathinaikos, Grækenland
Axel Jacobsen spiller sin anden sæson i Panathinaikos, der pt. ligger nummer tre i den bedste græske liga, som indtil videre er udsat indtil den 30. april, hvor det skal afgøres om og hvordan sæsonen kan afsluttes. Panathinaikos vandt tidligere på sæsonen den græske ’League Cup’ i en hæsblæsende finaleserie, der endte med 15-13 til Axel og co. i et Golden set. Axel blev kåret som turneringens MVP.

Axel om situationen: Min plan er at blive her og spille turneringen færdig, såfremt de ikke aflyser den. Her i Grækenland er situationen (endnu) ikke så slem som i andre europæiske lande, så forbundet ser stadig en mulighed for at spille turneringen. Derefter vil jeg se hele situationen an og derudfra vurdere, om det er bedst at blive i Grækenland eller rejse hjem til min familie i enten Argentina eller Danmark. Denne sæson har – både på et personligt plan og for klubben – været endnu bedre end den sidste, så jeg vil tro at der er en gensidig interesse for at forlænge med endnu en sæson. Men det må vi se på, alt efter hvordan situationen udvikler sig.

Josefine Fjendbo Lyholm: SG Prinz Brunnenbau, Østrig
Josefine Fjendbo Lyholm spillede for det østrigske hold Brunnenbau i landets øverste liga, hvor de lå nummer otte i grundspillet.

Josefine om situationenDet startede med, at der kun måtte komme max 100 tilskuere til vores kampe. Herefter fik ville kampe blive afviklet uden tilskuere og senere samme uge fik vi så at vide, at hele turneringen var blevet aflyst. Nu er jeg tilbage i Danmark, hvor jeg skal til at finde ud af hvad, der skal ske i mit næste sabbatår. Jeg har en ambition om at komme til at spille Volleyliga indendørs næste sæson, hvis jeg kan få styr på mit springerknæ i denne pausetid. Derudover vil jeg også gerne ud og lege lidt i sandet til sommer, såfremt mit knæ tillader det.

Nikolai Hjorth: Volley Amriswill, Schweiz
Nikolaj Hjorth spillede sin første sæson som professionel i schweiziske Amriswill, der på overbevisende manér vandt grundspillet i den bedste schweiziske liga, og havde spillet sig i semifinalen før turneringen blev aflyst uden placeringsafgørelse. Derudover har Nikolaj og co. spillet med i CEV Cup’en, hvor de røg ud i 1/16-finalen til det franske hold Ajaccio.

Nikolaj om situationen: Lige nu er jeg hjemme og bruger min tid på at studere og holde mig i form så godt som muligt med henblik på landsholdsaktiviteter. Jeg ved endnu ikke så meget om, hvad jeg skal næste sæson. Men jeg skal helt sikkert spille volleyball, og jeg er allerede så småt gået i gang med at finde ud af hvor, det skal være.

Oskar Kjerstein Madsen: Spacer’s de Toulouse, Frankrig
I Frankrig har Oskar Kjerstein Madsen spillet sin første sæson som professionel for Toulouse, der er i den bedste franske liga, hvor de lå nummer otte inden sæsonen blev afsluttet og annulleret. Tolouse havde klaret sig exceptionelt godt i den franske pokalturnering, Coupe de France, hvor de havde spillet sig i Final4 efter en intens kvartfinalesejr i fem sæt over Montpellier, der lå nummer to i ligaen.

Oskar om situationen: Hele corona-krisen tog hårdt på holdet og klubben, da vi skulle have afholdt og spillet final4. Det er en underlig måde at afslutte min første sæson som udenlandsprofessionel. Men klubben henvendte sig til mig et par uger inden, vi skulle have spillet final4 og tilbød mig en 2-årig kontrakt, som jeg skrev under på i sidste uge. Planen for de næste to sæsoner er dermed tilrettelagt. Lige nu handler det om at komme ud af den her tid med den bedst mulige form, så jeg kan blive klar til landsholdssæsonen og derefter sæsonen i Toulouse, hvor jeg håber, at jeg kan få lov at starte og spille mere inde end jeg har gjort i år. Det er målet!

Paulina Houggard-Jensen: M. O. Mougins Volleyball, Frankrig
Paulina afsluttede i september sin fjerde og sidste sæson for Colorado State University, og startede herefter på sin første professionelle sæson i den franske klub Mougins i januar i år. Klubben endte som næstsidst i den bedste franske liga, men vandt dog flere kampe efter Paulinas ankomst, inden turneringen blev sat på pause uden yderligere beslutninger omkring aflysning og placeringer.

Paulina om situationen: Min klub håber selvfølgelig på, at de bare nulstiller ligaen, så de har en chance igen næste år og ikke bliver rykket ned, men intet er afgjort endnu. Jeg er tilbage i Danmark nu, hvor jeg styrketræner og genoptræner så godt, jeg kan. Jeg håber selvfølgelig, at jeg kan finde en kontrakt i en god liga igen efter sommeren, da det var rigtig sjovt at spille i Frankrig. Min drøm er nok at spille med i Champions League næste sæson, det kunne være rigtig sjovt at prøve! Jeg er ret åben overfor hvilken liga, jeg skal spille i – måske den franske liga igen for et bedre hold, men jeg har også altid kunnet tænke mig at spille i Tyskland, så det kunne også være sjovt.

Rasmus Breuning: Volleybalclub Greenyard Maaseik, Belgien
Rasmus Breuning var i denne sæson rykket til Greenyard Maaseik i den bedste belgiske liga, EuroMillions League, hvor de endte på en tredjeplads i grundspillet og var i gang med slutspillet, før turneringen blev aflyst uden placeringsfordeling. Breuning og co. har tidligere på sæsonen haft et fantastisk flot forløb i CEV Champions League, hvor de blev 2’ere i deres ellers meget svære pulje og forblev ubesejret på hjemmebane. Placeringen var dog ikke nok til at avancere i turneringen, men Maaseik har fået en billet til turneringen næste sæson igen.

Rasmus om situationen: Alting ting gik ret stærkt fra den ene dag, hvor vi havde en god træning til næste dag, hvor vi alle bliver sendt hjem. Da jeg stadig regner med, at jeg er i Maaseik næste år, holder jeg mig selvfølgelig i gang her over sommeren.

Trine Noer Kjelstrup: Vasas Obuda, Ungarn
I Ungarn har Trine Noer Kjelstrup haft en af sine hidtil bedste sæsoner, hvor hun ikke blot har gjort sig bemærket i den ungarske liga men i høj grad også på den internationale scene. Trine og Vasas Obuda spillede sig nemlig fra kvalifikationen til puljespillet i CEV Champions League. Selvom de ikke gik videre fra puljespillet, fik det ungarske hold i den grad vist hvad de kunne, bl.a. ved at spille en yderst tæt fem-sætter mod puljevinderen og et af verdens bedste hold, Imoco Volley CONEGLIANO, endda på udebane. I Ungarn nåede Vasas Obuda at vinde den ungarske pokalturnering, og lå 3’er i ligaen før denne først blev suspenderet og senere aflyst. Da grundspillet ikke blev færdiggjort, har det ungarske forbund ikke uddelt placeringer. Dog ville Vasas som minimum have nået en semifinale.

Trine om situationen: Fra da min klub besluttede, at jeg grundet nedlukningen i Danmark godt kunne rejse hjem, gik det meget hurtigt, og under 24 timer efter var jeg på vej i lufthavnen. Det er jeg utroligt glad for, at jeg nåede. Jeg har stadig udenlandske holdkammerater fra denne sæson og forrige som ikke har kunne rejse hjem til deres hjemland og familier. Lige nu går tiden med hjemmetræning, løbeture, gåture, madlavning, læsning, småprojekter og restitution. Mine planer for fremtiden er noget uvisse. Det afhænger rigtig meget af, hvor længe coronakrisen kommer til at vare, og hvordan europæisk volley kommer til at se ud derefter. Jeg er afventende pt., og håber på det bedste.

Danske spillere i USA 
I USA er der pt. tre danske herrespillere i den amerikanske college-volleyball turnering (NCAA), som den 12. marts blev suspenderet og derefter aflyst uden en placeringsfordeling. Der er ligeledes en gruppe danske damespillere i USA, der dog nåede at afvikle deres turneringer i efteråret – læs mere om dem her.

Simon Øster Ellegard Andersen: California State University, Long Beach
Simon var i gang med sin tredje sæson i den amerikanske college-volleyball turnering for Long Beach, der lå som nummer fire over de top15 bedst rangerede hold, før turneringen blev aflyst.

Simon om situationen: Jeg forbereder mig på min sidste sæson i USA. Man må være lidt opfindsom med at finde måder at blive bedre på i denne tid. Alt går dog godt taget i betragtning af situationen. Jeg forventer vi får et rigtig godt hold næste år og vi kan kæmpe med i toppen om mesterskabet.

Mads Kyed Jensen: University of California, Los Angeles (UCLA)
Mads Kyed Jensen havde taget hul på sin første sæson i den amerikanske college-turnering for UCLA, der lå som nummer ni over de top15 bedst rangerede hold, før turneringen blev aflyst.

Mads om situationen: Da alle mine studier blev gjort online, blev jeg hurtigt klar over, at det bedste for mig var at tage hjem så hurtigt som muligt. Så lige nu er jeg i Danmark og passer mine studier online, er sammen med min familie, og sørger for at lave min fysiske træning. Vores forberedelser til næste sæson er allerede i gang, og jeg og holdet går efter at kæmpe om mesterskabet til næste år.

Jens Feldthus: New Jersey Institute of Technology (NJIT), New Jersey
Jens er i gang med sin anden sæson i den amerikanske college-turnering for NJIT, som har været en af skolens bedste i mange år. NJIT lå på en delt 3. plads i deres conference, hvilket sandsynligvis ville have ført til skolens første conference playoffs i 28 år. Jens fik efter aflysningen en ’honorable mention’ i all-conference prisuddelingen for deres conference.

Jens om situationen: Nu er jeg hjemme i Danmark igen og holder mig i form med hjemmetræning. Desuden er jeg i kontakt med mit coaching staff som supplerer mig med træningsplaner og andre udfordringer. Man føler sig selvfølgelig snydt efter at have fået en rigtig god sæson aflyst, så jeg ser frem til at kunne komme tilbage næste år og bygge videre på den vinderkultur, vi skabte i år. Jeg har stadig to år tilbage til at spille i NCAA. Det er dog blevet besluttet af NCAA, at der bliver mulighed for at få et ekstra års berettigelse til at spille pga. covid-19. Hvordan det kommer til at se ud ved man ikke helt endnu, men tankerne om at blive i USA et ekstra år og udnytte alle de ressourcer, der er til rådighed på skolen, er helt sikkert til stede.

Del nyhed

LÆS OGSÅ