DHV Odense blev lørdag aften hædret med titlen som A-sport.dk Årets Breddeklub ved Dansk Volleyball Award.
Årets Breddeklub er en klub, der rummer det hele. DHV Odense er i rivende fremgang og har pt. hold indenfor Kids, Teen og alle ungdomsrækker på begge køn, alle divisionsrækker på begge køn, danmarksserien på begge køn, Mix Motion samt Motion 50+.
Det skyldes især, at klubben er blevet mere synlig i lokalområdet, da de er gået målrettet ind i skolen, hvor klubbens unge trænere har stået i spidsen for samarbejdet med bl.a. undervisning i idrætstimerne og skolestævner på de lokale skoler.
DHV Odense har også arbejdet målrettet med at skabe et sociale, rart og udviklende miljø for klubbens medlemmer med fællesskab på tværs af alle spillere, trænere og frivillige – et fællesskab, der er båret af tillid og tryghed. At bestyrelsens målsætning med en social klub er lykkes, giver sig også til udtryk i opbakningen til hjemmeholdene. I klubben kan der for eksempel komme over 100 mennesker og se en kamp med 2. division damer.
Klubben af drevet af en formand – Viktor Buch – der i den grad yder et særligt og hårdtarbejdende bidrag. Han er ekstremt vellidt blandt medlemmerne. Han nævnes som en, der går forrest i alt, hvad der laves i klubben – om det er opsætning af messehaller, spisearrangementer for alle klubbens medlemmer, at finde sponsorer så alle hold kan få nyt tøj eller at arrangere en fest efter en dag med fem hjemmekampe, så er det altid med formanden i godt humør og som arrangør.
Formanden og den øvrige bestyrelse forsøger at inspirere og inddrage den yngre del af klubbens medlemmer til at indgå i bestyrelse- og udvalgsarbejde, trænergerninger og fællesaktiviteter både i og uden for banen. Det ses som en stor styrke for klubben, der på den måde sikrer sig, at klubben kan udvikle sig på de unges præmisser og derved eksistere med fuldt blus mange år fremad.
Stort tillykke til DHV Odense med prisen som A-sport.dk Årets Breddeklub.