Det absolutte tophold i herrernes Volleyliga, Gentofte Volley, fik den bedst tænkelige start på deres europæiske eventyr, da de i en sydende Kildeskovshal leverede overraskelsen og vandt et intenst opgør 3-2 over ACS Volei Municipal Zalau i 1/16-finalen i CEV Challenge Cup.
Gentofte Volley vs. ACS Volei Municipal Zalau: 3-2 (25-14, 25-22, 17-25, 23-25, 15-12)
CEV Challenge Cup, 1/16-finale, Kildeskovshallen
Der ventede Gentoftes volleyherrer en yderst svær opgave mod det stærkt rutinerede rumænske hold, Zalau, hvor op til flere rumænske landsholdsspillere huserer på holdkortet. De danske underdogs var derfor ikke blevet spået store chancer i det europæiske opgør, men gjorde onsdag aften alle forudsigelser til skamme, da de med en imponerende toppræstation vandt deres første europæiske opgør 3-2 over det internationale storhold.
”Det var en fantastisk kamp at vinde, ikke kun for holdet og os i trænerstaben, men også hele klubben, som har lagt et stort stykke arbejde i at få os hertil,” jubler cheftræner for Gentofte Volley, Dan Pawlikowski
”Vi vidste det var et hold med mange dygtige og rutinerede spillere, så dét, at vi formåede at presse dem til at blive ved med at finde nye opstillingsløsninger, var faktisk en sejr i sig selv. Men jeg er meget stolt over, at holdet formår at komme igen efter en dårlig afslutning på fjerde sæt, hvor vi jo havde alle muligheder for at lukke kampen. At vi alligevel vinder i sådan en situation mod så rutineret et hold viser virkelig hvilken støbning, dette hold er lavet af,” fortsætter han.
”Nu skal vi selvfølgelig se kampen igen et par gange og se, hvor vi måske kan hente nogle procenter til næste opgør. Men alt i alt skal vi egentlig bare fortsætte med at gøre det samme – det virker for vores hold.” afslutter Dan Pawlikowski.
Kampen sæt for sæt
Gentofte lagde godt fra land i første sæt med et højt servepres, særligt anført af Mads Møllgaard, der brillerede med to servees i streg og fik sit hold foran 7-1, før han slap sit jerngreb omkring den rumænske modtagning. Herfra fortsatte Gentofte sin dominans mod et rumænsk mandskab, der stod på hælene og lavede mange fejl. Gentofte buldrede fortsat løs med et angrebsspil i hopla og lukkede sættet overbevisende 25-14.
I andet sæt kom Zalau – ganske forventeligt – med fornyet energi og skarphed i serv og angreb. Gentofte gav dog godt igen og formåede at holde sig helt tæt på rumænerne til stillingen 11-11. Herfra fik Zalau et lille forspring, men et hårdt kæmpende gentoftemandskab fik indhentet det forsømte ved 21-21, og satte trumf på med et servees til 22-21 af Ulrik Dahl. Det var nok til at knække rumænerne, og til de taktfaste rytmer fra de mange fremmødte gentoftetilhængere, kunne hjemmeholdet sættet punktum for sættet med endnu et servees – denne gang leveret af kampens topscorer, Tobias Hougs Kjær.
Rumænerne var dog langt fra færdige i det europæiske opgør, og igen i tredje sæt kom de foran fra start, mens gentofteblokaden kæmpede med at nå de hurtige rumænske angrebsløsninger. Zalau fik også skruet op for servepresset og begrænsede dermed Gentoftes offensive muligheder. Det kunne mærkes på pointtavlen, og rumænerne fik afgjort sættet 17-25.
Fjerde sæt startede med dansk føring, en presset rumænsk trænerstab blev tvunget til timeout bagud ved 6-2 efter endnu et servees af Tobias Hougs Kjær. Zalau forsøgte ihærdigt at kæmpe sig tilbage i sættet, men Gentoftes angribere bombede derudad, klogt opsat af hæver Sebastian Mikelsons. Ved 22-21 var Gentofte dog under pres for at skulle lukke kampen, og pludselig blev de rumænske blokader svære at komme udenom. Zalau fik indhentet Gentofte ved 22-22 og tog derefter sætsejren 23-25.
Kampen var nu åbnet på ny, og Gentofte skulle finde gejsten igen efter en bitter afslutning på fjerde sæt. Gejsten var dog i den grad til at spore på gentofteholdet, der hurtigt fik presset rumænerne til timeout ved 4-1. Trods intenst rumænsk pres forblev Gentofte i front ved 8-6 og sideskiftet – en føring, der også endte med at holde sættet ud til 15-12, hvor en for lang rumænsk serv udløste gentoftejubel.
Kampens topscorer blev Gentoftes Tobias Hougs Kjær med 22 point
Med aftenens resultat kan Gentofte Volley sikre sig en billet videre til 1/8-finalen ved at vinde på udebanen. Taber de 3-0 eller 3-1, går Zalau videre. Skulle Gentofte tabe 3-2, skal de to hold ud i et Golden Set. Der er returkamp i Rumænien onsdag den 18. december.