Mens vi i Europa er i fuld gang med både de nationale ligaer, pokalturneringer og europæiske klubturneringer, er de i USA nået til slutspillet i den kvindelige college-turnering (NCAA), hvor danske Paulina Hougaard-Jensen og Helena Elbæk har kvalificeret sig med deres respektive college-hold.
Volleyball er en populær collegesport i USA, især på kvindesiden, hvor hundredvis af collegehold konkurrerer i forskellige regioner og områder kaldet ”conferences”. I den øverste D1 række afsluttes sæsonen – der for kvinderne løber fra slutningen af august til december* – med et nationalt slutspil, hvor de 330 deltagende hold er kogt ned til 64 kvalificerede hold. Halvdelen af holdene kvalificerer sig ved at vinde deres lokale conference, mens den anden halvdel kvalificerer sig via et nationalt rangeringssystem, hvor det således handler om at være i den absolutte top i hele landet.
Blandt de 64 kvalificerede collegehold finder vi Colorado State University, hvor den danske centerspiller Paulina Hougaard-Jensen spiller på sit fjerde og sidste år. Colorado State har haft en imponerende sæson, hvor de ud over at have vundet deres conference ”Mountain West” – og dermed sikrede sig en plads i slutspillet – har nogle af de bedste statistikker i hele USA på blandt andet blokade, hvor Paulina har haft en stor rolle. Paulina og Colorado State spiller første kamp i slutspillet mod University of South Carolina den 06. december.
På den amerikanske østkyst har den danske kantspiller Helena Elbæk ligeledes kvalificeret sig til slutspillet ved at vinde conferencen ”Patriot League” med sit college American University. Helena, der spiller sin tredje sæson i USA, har været en af holdets bærende spillere og pointslugere, og hun figurerer blandt andet er blandt de top10 over flest ’kills’ i sin conference. Helena og American University er seedet 3’ere i den første runde af slutspillet og skal dermed møde seed2, Towson, fredag den 06. december.
NCAA-slutspillet kan følges her
Flere danske spillere i USA
Ud over Paulina og Helena har flere danske spillere også være i aktion i den amerikanske collegeturnering.
- Centerspilleren Maia Stripp er i gang med sin tredje sæson for University of Arkansas i conferencen ”Southeastern”, som er en meget god conference der har hele seks kvalificerede hold i NCAA-slutspillet. Arkansas endte på en samlet 167. plads i D1.
- En anden centerspiller, Amalie Jørgensen, spiller sin første sæson for Middle Tennessee State University i conferencen ”C-USA”. Holdet endte på en samlet 194. plads i D1 – 100 pladser bedre end forrige sæson.
- Hos Delaware State University spiller den danske hæver Freja Oluffa Gørtz også sin første sæson. Delaware State endte på en 321. plads i D1.
* Der er også mandlige danske spillere, der spiller collegevolleyball i USA. Herrernes collegeturnering starter dog først i det nye år.