Brøndby VK er nordeuropæiske mestre

Brøndby VK gik hele vejen og tog guldet og mesterskabstitlen i weekendens nordiske klubturnering, NEVZA Club Championship, der blev afviklet i engelske Egham. Seks hold fra henholdsvis Danmark, Norge og England deltog i weekenden i det årlige NEVZA Club Championship (NCC) mesterskab, hvor klubber fra de nordiske lande har muligheden for at prøve kræfter mod…

:


Brøndby VK gik hele vejen og tog guldet og mesterskabstitlen i weekendens nordiske klubturnering, NEVZA Club Championship, der blev afviklet i engelske Egham.

Seks hold fra henholdsvis Danmark, Norge og England deltog i weekenden i det årlige NEVZA Club Championship (NCC) mesterskab, hvor klubber fra de nordiske lande har muligheden for at prøve kræfter mod hinanden. I år blev turneringen afviklet i Egham tæt på London med klubben Polonia SideOut London som værter.

Danmark var repræsenteret af to hold, Team Køge Volley og Brøndby VK, som begge kom videre til semifinalerne fra puljespillet som 2’ere i deres pulje. I semifinalen tabte Team Køge Volley til værtsklubben Polonia SideOut Volley, mens Brøndby VK vandt overbevisende over ToppVolley Norge.

Både bronzekampen og finalen blev to yderst spændende opgør. Team Køge trak det korteste strå i bronzekampen, og måtte vinke farvel til medaljer i de sidste afgørende bolde af femte sæt. I finalkampen lagde Brøndby VK bedst ud i første sæt, men tabte derefter klart de næste to sæt. Herefter fik Brøndby dog justeret spillet, og afsluttede de sidste to sæt ganske overbevisende.

”Vi møder et stærkt hold i finalen, som vi jo tabte til i den indledende puljekamp. Holdet har en del polske spillere, men også spillere fra Italien og Rusland, og især deres russiske kantangriber gav os problemer i vores første opgør.” forklarer Steen Spangen, formand i Brøndby VK.

”I finalen formår vi dog at finde et helt andet servepres frem, og især vores amerikaner, Jaime Kosiorek, får Polonias modtagning i knæ med sin hårde springserv, og hun afgjorde da også et meget tæt første sæt med et servees. Herefter dominerer Polonia i de næste to sæt, og vi laver for mange fejlslag på vores side. Igen kommer Jaimes serv os til undsætning, og vi får en god start på fjerde sæt med en servestime fra hende, som gav os momentum i kampen. Det formår vi at holde kampen ud, og meget symptomatisk for kampen, fik Jaime også lov til at sætte punktum for kampen med et servees i femte sæt.” forklarer han.

”Vi er selvfølgelig meget lykkelige for guldet, især efter en sindssygt spændende finalekamp med masser af volleyball på høj plan. Vi er glade for oplevelsen og mesterskabstitlen og er nu klar til at fokusere på Volleyligaen igen.” afslutter Steen Spangen. 

Ud over guldmedaljerne og NCC-mesterskabspokalen fik Brøndby VK også æren af at have turneringens MVP på holdkortet, da Sofia Nørager Bisgaard blev hædret med den fornemme titel.

NCC Finale: Polonia SideOut – Brøndby VK
2-3 (23-25, 25-15, 25-12, 18-25, 9-15).

Slutresultat:
1. Brøndby VK (DEN)
2. Polonia SideOut Volley (ENG)
3. ToppVolley Norge (NOR)
4. Team Køge Volley (DEN)
5. Randaberg Volleyballklubb (NOR)
6. Oslo Volley (NOR)

Del nyhed

LÆS OGSÅ