Månedens dommer: ”Det har været en god kamp for mig, når jeg kan se at taberne også er tilfredse.”

Allan Meier Jensen fra Aarhus har dømt volleyball i fire årtier! Den rutinerede dommer er drevet af at give en god oplevelse til udøverne på banen og dermed sprede sin passion for volleyball endnu mere. Læs mere om månedens dommer lige her og husk at give ham et ekstra klap på skulderen, næste gang du…

:


Allan Meier Jensen fra Aarhus har dømt volleyball i fire årtier! Den rutinerede dommer er drevet af at give en god oplevelse til udøverne på banen og dermed sprede sin passion for volleyball endnu mere. Læs mere om månedens dommer lige her og husk at give ham et ekstra klap på skulderen, næste gang du ser ham i hallen.

Allan månedens dommer
Navn:
Allan Meier Jensen     
Alder: 66år
Beskæftigelse: Livsnyder
By/klub: Aarhus / ASV

Dommerhistorie
Jeg fik mit første dommerkort i 1978, da jeg spillede firmavolleyball, og jeg fik kortet fordi jeg interesserede mig for reglerne og spillet. Da vi ofte deltog i turneringer i Østjylland området, var det jo helt klart en fordel for klubben, at vi var et par stykker, der havde dommerkort. Samtidig giver det jo en dejlig indsigt i reglerne. Jeg har sidenhen dømt alt fra Firmavolleyball, JS, DS til Division. I dag dømmer jeg 1. og 2. div herre/dame, og så dømmer jeg af og til, når det Danmarksserie Damehold, jeg træner, er til stævner.

Dommertype
Jeg er den ”regelrette” dommer. Reglerne er til for at blive overholdt for at få spillet til at leve. På den måde får alle det maksimale ud af kampen. Jeg er helt klar på, at teknikken skal være i orden, når spillerne er på banen, og det er min opfattelse, at spillerne kan lide det, for så ved de hvor, de har mig og ved, at de bliver bedømt på deres færdigheder og for at få spillet til at leve. Jeg er neutral i forhold til klubberne og deres ledere, og jeg gør, hvad jeg kan for at begge hold får en fair og god bedømmelse af kampen.

Den gode kamp
Det har været en god kamp for mig, når jeg kan se, at taberne også er tilfredse med afviklingen af kampen, og at både vinderholdet og taberholdet siger tak for en god kamp og siger godt dømt. At taberholdet siger det, er jo fantastik, for så erkender de, at de har tabt til et bedre hold, og at jeg som dommer har været ”næsten” usynlig. Følelsen af at have dømt en god kamp er fantastisk, og når min meddommer også er godt tilfreds med afviklingen af kampen, og stemningen i hallen er god efter kampen, går man hjem med et smil på læben.

Derfor er det sjovt
Det fedeste er at være med til at få min passion for volleyball ud i hallerne og dermed få sporten frem i lyset og samtidig give udøverne en god oplevelse af at kampen bliver afviklet i et positivt forum. Udenfor banen betyder det jo, at jeg via Facebook promoverer sporten, når jeg uploader billeder af mig og mine dommerkolleger i action.

Den bedste oplevelse
Der har været mange fede og sjove oplevelser ved at være dommer og at vælge én bestemt er ikke nemt. Men de sjove oplevelser er, når modne mænd spiller, og at de forstår at grine sammen med modstanderne, når spillet ikke altid kører. Disse sjove situationer på banen giver tit anledning til hygge – også efter kampen.
Det er også en dejlig fornemmelse, når jeg møder tidligere spillere fra ASV, og især når jeg møder spillere, som jeg selv har trænet. Så føler jeg, at min passion for spillet lever videre i dem, når de er på banen.

Vi takker Allan for hans indsats som dommer! 

Månedens dommer er en dommer, som har gjort sig særligt bemærket i sin klub eller til kampe, og som fortjener et ekstra klap på skulderen. Titlen som ’Månedens Dommer’ kan gå til alle slags dommere uanset hvor mange års erfaring, personen har, og på hvilke niveauer og i hvilke aldersgrupper han/hun dømmer – vi er glade for alles indsats og dedikation til sporten. Kender du en oplagt kandidat til ’Månedens Dommer’ er du velkommen til at sende din indstilling til ces@volleyball.dk

Del nyhed

LÆS OGSÅ