I Volleyball Danmarks temaserie om rekruttering af børn og unge, er vi nået til de helt konkrete tips og tricks til HVAD klubberne kan gøre for at rekruttere flere ungdomsmedlemmer. Og vi starter med noget, de fleste klubber med fordel kan kigge nærmere på: hjemmesiden.
En potentielt ny ungdomsspiller (eller forælder dertil) lander på jeres klubs hjemmeside. Hvor hurtigt kan personen finde frem til et relevant hold, hvornår de træner og hvem man skal kontakte? Mange klubbers hjemmesider indeholder rigtig meget information og skal møde mange behov, men måske det er værd at kigge nærmere på hjemmesiden set med en ny spillers briller.
“En hurtig gennemgang af klubbernes hjemmesider viser, at der er meget at hente i forhold til rekruttering af nye spillere. Med meget få ændringer eller opdateringer på hjemmesiden kan klubberne sørge for, at en ny potentiel spiller føler sig informeret og klar til at prøve klubbens tilbud af. Vigtigst af alt er, at man som ny spiller hurtigt kan finde kontaktinformation på en person, der kan hjælpe én videre. Denne type information må gerne være allerede på forsiden.” forklarer Niels Kliim, sportskonsulent i Volleyball Danmark.
”Som klub behøver man ikke at have en stor og indviklet hjemmeside med alle mulige billeder, videoer og grafikker. Jeres hjemmeside kan sagtens være simpelt opbygget og stadig levere den nødvendige information til en ny spiller. Det er dog vigtigt at understrege, at hjemmesiden ikke er et punktum for rekrutteringsprocessen. Den gode velkomst fortsætter helt ind i hallen eller ude i sandet, hvor en ny spiller også har brug for hjælp til at falde til. Kan klubben få skabt en god oplevelse fra første besøg på hjemmesiden til den første træning er overstået, er der større sandsynlighed for, at spilleren vælger at fortsætte i sporten.” afslutter han.
3 vigtige punkter til klubhjemmesiden
Få styr på disse tre vigtige områder på klubbens hjemmeside – så bliver I bedre rustet til at tage imod nye medlemmer i klubben.
1) Kontaktinformation til nye spillere:
Sørg for, at det er let at finde kontaktinformation på en person, der kan hjælpe nye spillere godt på vej i klubben. Sæt navn og nummer/mail på personen, gerne på forsiden, så den nye spiller ikke skal lede længe. Alternativt kan der laves et menupunkt, der hedder ”ny spiller”, hvor man kan finde lignende information. Har din klub en kontaktformular i stedet for en kontaktperson, er det MEGET vigtigt, at der bliver tjekket jævnligt op på nye henvendelser via formularen.
2) Beskriv klubbens holdtilbud:
Som ny spiller, kan det være svært at gennemskue, hvilket slags hold og niveau man hører til. Din side skal kunne præsentere alle klubbens tilbud/hold på en overskuelig måde, så en ny spiller kan danne sig et overblik. Samtidig er det en god idé at inkludere lidt forklarende information om de forskellige hold. Kender man ikke Kidsvolley, er det svært at vide, om det er aktuelt for ens barn, og man har derfor brug for at vide mere om sportens karakter, alderstrin mm. På samme måde er det vigtigt at vide, om et hold f.eks. er for øvet ungdomsspillere, eller om man kan være helt ny i sporten. Lav derfor en kort beskrivelse for hvert hold, klubben har.
3) Opdatér træningstider og -steder:
Mange kigger også efter idrætstilbud ud fra hvilket tidspunkt og sted træningen foregår. Derfor er det vigtigt, at klubbens forskellige træningstider og -steder er opdateret på hjemmesiden, så man som ny spiller, ikke ender med at gå forgæves eller danne sig et forkert indtryk af træningsmængde. Er hallen svær at finde eller skal man benytte bagindgangen, er det også vigtigt at informere nye spillere, så de ikke får en dårlig oplevelse, første gang de kommer i hallen.
Få hjælp til optimering af klubbens hjemmeside
Ønsker din klub hjælp til at optimere Jeres hjemmeside eller sparring omkring klubbens digitale synlighed, kan Volleyball Danmarks sportskonsulent Niels Kliim kontaktes på volleyball@lk5.dk.