Danske beachvolleyherrer skal jagte OL-drømmen i Østrig

For fem måneder siden kom det danske herrelandshold i beachvolley et skridt tættere på OL 2020, da de i maj vandt deres pulje i Kroatien i den første runde af OL-kvalifikationsturneringen Continental Cup. I maj 2020 venter den anden runde af kvalifikationen, og der er netop blevet trukket lod om puljefordelingen. Se hvem Danmark møder,…

:


For fem måneder siden kom det danske herrelandshold i beachvolley et skridt tættere på OL 2020, da de i maj vandt deres pulje i Kroatien i den første runde af OL-kvalifikationsturneringen Continental Cup. I maj 2020 venter den anden runde af kvalifikationen, og der er netop blevet trukket lod om puljefordelingen. Se hvem Danmark møder, og hvor og hvornår de skal spille her.

Det danske OL-håb i beachvolley lever i bedste velgående og snart begynder forberedelserne til det næste skridt på vejen: Runde 2 af Continental Cup. Ved en lodtrækning i Luxemburg den 18. oktober blev der trukket lod om puljefordelingen, og Danmark kender nu tid, sted og modstandernationer for det næste skridt mod OL.

Danmark er havnet i pulje C, som skal spille i Baden, Østrig, den 14.-17. maj, 2020. Her skal Danmark op imod værtsnationen Østrig, Polen, Belgien, Schweiz, Serbien, Slovakiet og Frankrig. Ender Danmark blandt de bedste fem nationer i puljen, fortsætter de til slutrunden i Eindhoven, Holland, den 22.-28. juni, 2020. Men selvom modstanderlandene nu er fundet, er det langt fra muligt at spå om Danmarks chancer i puljen.

”Som det er nu, kan vi kun sige, at det er nogle dygtige beachvolleynationer, vi skal møde. Der er stadig for mange ubekendte ift. hvilke hold, de forskellige lande stiller op med, til at vi kan forudsige vores chancer.” forklarer Beachvolley Elitechef, Martin Olafsen.

”En ting er dog sikkert. Vi skal fokusere på at skabe den mest optimale forberedelse hos vores eget team. Det handler i første omgang om at finde frem til hvilke atleter og konstellationer, der er aktuelle at inddrage i processen frem mod forårssæsonen, hvor vi skal lave en knivskarp plan for træningsforberedelserne, stævneaktiviteter, osv. Alt dette skal munde ud i, at vi i maj næste år kan stille op med de fire spillere, der giver os de bedste muligheder for at præstere på højeste niveau.” afslutter han.

Oplagt mulighed for at vise dansk støtte
Byen Baden i Østrig er en velkendt destination for dansk beachvolley, hvor det senest var de danske U18 landshold, der hoppede rundt i det østrigske sand til U18 EM. At Danmark nu igen skal spille i Baden, er da også en oplagt mulighed for den danske beachvolleysupport, mener sportskonsulent i beachvolley, Peter Morsing.

”Vi er ret glade for at skulle spille i Baden, da der altid plejer at være gode forhold til turneringer afviklet i byen. Samtidig er der en oplagt mulighed for at vise dansk støtte, da det er forholdsvist let at rejse dertil. Så vi vil da gerne opfordre alle, der er interesserede i beachvolley og har mulighed for det, til at bruge en forlænget weekend på at tage en tur til Baden, nyde foråret i Østrig og heppe Danmark til sejr fra lægterne.” opfordrer han.

Continental Cup – Danmarks adgangskort til OL 2020 
Continental Cup er en OL-kvalifikation opdelt i fem zoner, hvor de enkelte nationer kæmper mod hinanden om en enkelt plads per zone til OL i Tokyo 2020. Vinderen af Continental Cup i Europa sikrer sig dermed en billet til OL 2020.

BV DoL Phase 2 MenDanmark deltog i første runde af Continental Cup i maj 2019, hvor de vandt deres pulje over Kroatien, Estland og Albanien og dermed sikrede sig en plads videre til anden runde. Anden runde af Continental Cup opdeles i tre puljer af 8 nationer, hvor Danmark er kommet i pulje C. I puljerne spilles der i to grupper af fire, hvor vinderne af puljerne går direkte i semifinaler. Nummer 2 i gruppen møder nummer 3 i den anden gruppe i kvartfinalen, og taber man denne spiller man om 5.-6. pladsen. Nummer 4 i grupperne spiller om 7.-8. pladsen.

De fem bedste fra hver af de tre puljer går videre til slutrunden i Eindhoven, hvor Holland som værtsnation også har fået en plads. Har et land ved slutrunden i Holland allerede optjent sine to pladser til OL, kan dette land ikke deltage i turneringen, og næste land ud fra placeringerne i anden runde indgår i stedet.

Vejen til OL
Der er 24 hold, der kan kvalificere sig til OL 2020. Hvert land må maksimalt have to hold med. Holdene kan kvalificere sig på følgende måde:

  • 1 plads er sikret til værtsnationen (Japan)
  • 1 plads er sikret til VM-vinderne (Rusland)
  • 2 pladser er sikret til OL-kvalifikationsstævnet (Italien og Letland)
  • 15 pladser er sikret fra OL Ranking list (skæringsdato er den 15.6.2020)
  • 5 pladser er sikret til vinderne af Continental Cup (1 per zone)

Del nyhed

LÆS OGSÅ