Efter 200 spillede kampe og 2800 måltider serveret, kan Ikast KFUM Volleyball nu puste ud efter de i weekenden afviklede stævnet Ikast Volley Cup – denne gang med 60% flere tilmeldinger.
Ikast Volley Cup er i forvejen et af Danmarks største tilbagevendende volleyball ungdomsstævner, og særligt i år har det været mange flere tilmeldte.
”Vi har set en stigning på 60% i tilmeldingen til stævnet i år, så der har været hele 430 spillere og dertil deres trænere og hjælpere. Det er selvfølgelig mange gengangere af de større klubber, som tilmelder hold, men vi har været særligt glade for også at se en del mindre klubber på tilmeldingslisten. Det er en rigtig god oplevelse for nye hold at deltage, fordi der bliver spillet volleyball fra morgen til aften, og man får muligheden for at få nye venner på tværs af klubberne.” forklarer formand i Ikast KFUM Volleyball, Erik Kreuzfeldt.
”Sammenlignet med de andre år, har der også været en del U16 hold tilmeldt, og de viser et rigtig højt niveau, som virkelig er lovende for volleyball i Danmark generelt. Derudover har vi været så heldige at få besøg af et par norske og færøske hold, som jo kommer med en masse god energi og er spændende at spille imod,” fortsætter han.
Alle skal samles under ét tag
Med de mange ekstra tilmeldinger i år, har Ikast KFUM Volleyball skulle holde hovedet koldt i planlægningen for at sikre, at der både var tid til at spille kampe, spise og restituere.
”Vi har hele tiden gerne ville prioritere, at alle blev samlet under ét tag, så man sover, spiser og spiller indenfor en kort afstand. Vi har bestemt været udfordret på indkvarteringen i år med de mange tilmeldinger, men det lykkedes, og takket være vores ca. 65 frivillige fra klubben, har alle spillere og trænere forhåbentlig fået en rigtig god oplevelse.” uddyber Erik Kreuzfeldt.
”At være under samme tag giver en rigtig god stemning. Man får som spiller lov til at følge med i rigtig mange kampe, man hepper på hinanden og man hygger sig med sine holdkammerater og nye venner i pauserne. Selvom holdene i år skulle spille rigtig mange kampe og det til tider også blev sent, så har der været en rigtig god energi i hallen fra morgen til aften.” afslutter formanden.
Selvom Ikast Volley Cup er veloverstået, går der ikke lang tid før der igen bliver samlet mange unge volleyballspillere i Ikast. Allerede den 14.-17. oktober bliver der nemlig afviklet U17 NEVZA Mesterskaberne for alle de nordeuropæiske lande i byen. Se mere i denne Facebook begivenhed.