Sig TAK til din dommer

Hvornår har du sidst sagt ’tak’ til din dommer? Altså sådan rigtigt ’tak’ og ikke bare det sædvanlige slatne håndtryk efter kampen med øjnene stift rettet mod gulvet. En ny kampagne i Volleyball Danmark skal sætte fokus på at anerkende dommernes rolle i sporten og forhåbentlig sætte skub i uddannelsen af flere dommere.    Det…

:


Hvornår har du sidst sagt ’tak’ til din dommer? Altså sådan rigtigt ’tak’ og ikke bare det sædvanlige slatne håndtryk efter kampen med øjnene stift rettet mod gulvet. En ny kampagne i Volleyball Danmark skal sætte fokus på at anerkende dommernes rolle i sporten og forhåbentlig sætte skub i uddannelsen af flere dommere.   

Det er ingen hemmelighed, at der bliver færre og færre dommere i Danmarksturneringen. Igen i denne sæson, har det været svært at få dommerkabalen til at gå op, og i flere kampe i 2. division vil der kun være én DT-dommer påsat. Derfor er der i høj grad brug for at skabe en ny kultur omkring dommergerningen i volleyball – uanset om det er i Kids, Ungdom eller Senior-rækkerne.

”Vi skal gøre det sjovere at dømme ude i hallerne. Dels så vores nuværende dommere fortsat har lyst til at dømme, men også for at gøre det mere attraktivt for potentielle nye dommere. Et let sted at starte er, at vi alle husker at anerkende vores dommere for deres indsats. Mange dommere har et tætpakket program, og vi må ikke tage deres tilstedeværelse i hallen for givet. Med ”Sig tak til din dommer”-kampagnen håber vi, at vi kan starte en lille bevægelse, hvor vi er mere opmærksomme på dette. Og det bedste er, at alle kan starte allerede fra i dag!” siger Sara Lilja Jensen, Sportskonsulent i Volleyball Danmark.

”Selvom vi her og nu står og mangler DT-dommere, er kampagnen aktuel for alle aldre og niveauer – fra Kids og Ungdom til Volleyligaen. Hvis vi fokuserer på en god kultur omkring dommere helt fra ungdomsårene, kan det være, at flere spillere får positive erfaringer med dommergerningen, som de måske kan forfølge senere.” afslutter Sara Lilja Jensen.

Volleyball Danmarks hjemmeside og Facebookside vil der løbende komme nye indslag i kampagnen, men HUSK at du allerede kan sige “tak” til din dommer næste gang du spiller kamp. 

Har du lyst til at læse mere om mulighederne for at uddanne dig til dommer i Volleyball Danmark, kan du finde mere information på denne side.

Del nyhed

LÆS OGSÅ