Børn og unge på landets Julemærkehjem kan forsat se frem til sjove Kidsvolley-arrangementer i 2020. Novo Nordisk og Volleyball Danmark forlænger nemlig samarbejdet omkring Julemærkehjemmene til næste år, så endnu flere udsatte børn kan få positive oplevelser med bevægelse og boldspil.
Volleyball Danmark har siden 2018 været i et tæt samarbejde med Novo Nordisk omkring Julemærkehjemmene, hvor Volleyball Danmarks konsulenter sammen med frivillige medarbejdere fra Novo Nordisks Take Action program besøger Julemærkehjem i hele landet til en sjov dag med masser af Kidsvolley og bevægelse på programmet.
De danske Julemærkehjem hjælper hvert år omkring 1.000 udsatte børn i alderen 7-14 år i kampen mod mobning, ensomhed og overvægt. Her lærer de blandt andet om sund kost og motion, hvor glæden ved at bevæge sig er et omdrejningspunkt. Med de fælles besøg og introduktionen til Kidsvolley forsøger Volleyball Danmark og Novo Nordisk dermed også at give børnene en positiv oplevelse med boldspil – noget børnene ikke altid føler sig trygge ved.
”Med vores besøg viser vi børnene, at boldspil og bevægelse er noget for alle, og at det kan være sjovt. Kidsvolley er et nemt tilgængeligt spil, der pga. progressionsmulighederne inkluderer alle i spillet og dermed er med til at give børnene en succesoplevelse. Samtidig er det fantastisk, at vi har de frivillige med fra Novo Nordisk, da de spiller og leger med, og dermed skaber rammerne for en sjov dag for børn og voksne. ” forklarer Christina Attrup Juhl, Udviklingschef i Volleyball Danmark.
Volleyball Danmark og Novo Nordisk besøger i løbet af 2019 forskellige Julemærkehjem 8 gange, og i 2020 er planen, at der skal være 7 besøg.
Se her en lille video fra et af Volleyball Danmark og Novo Nordisks besøg på Julemærkehjemmet i Kildemose: