Sætte net op, kaste bolde og samle bolde sammen. Det er de typiske funktioner, mange hjælpetrænere har ude i landets volleyballklubber. Men hjælpetræneren kan bidrage med meget mere, og som klub kan man være med til at styrke hjælpetrænerens fulde potentiale og samtidig skabe større værdi for klubben.
”Hjælpetræneren er meget mere end et par ekstra hænder. Som hjælpetræner har man tit ikke det overordnede ansvar for at koordinere en træning, og derfor har man overskuddet til at fordybe sig i andre ting i træningen. Det kan være, at man sætter fokus på en gruppe af spillere, en speciel teknik eller måske kommunikationen mellem spillerne. Som hjælpetræner ser man måske også ting, hovedtræneren ikke får øje på, og dermed er man med til at sikre, at alle bliver set og hørt. Det kan være med til at sprede glæden ved spillet endnu mere – både hos spillere og trænere.” udtaler Sara Lilja Jensen, Udviklingskonsulent i Volleyball Danmark.
”Mange hjælpetrænere føler sig dog ikke altid klædt på til at kunne tage mere ansvar for træningen. Som klub kan det derfor skabe stor værdi at uddanne sine hjælpetrænere, så de føler sig klar til at skabe en masse gode oplevelser i hallen og måske endda fortsætte deres trænerkarriere i de næste mange år.” afslutter Sara Lilja Jensen.
Volleyball Danmark udbyder et specifikt hjælpetrænerkursus, der klæder hjælpetræneren på til at kunne bidrage til træningen og sparre med hovedtræneren om øvelser, teknik og meget mere. Kurset er for alle, uanset om man er ungdomsspiller, forældretræner eller garvet spiller, men ny i trænerrollen. Formålet med kurset er at give hjælpetræneren redskaber til træningsforberedelse, instruktion og teknik samt en forståelse for hjælpetrænerens rolle.
Skal du være, eller har du overvejet at blive hjælpetræner i den kommende sæson, kan du tage fat i din klub og høre nærmere om mulighederne for at tilmelde dig Volleyball Danmarks hjælpetrænerkursus.
INFORMATION OM HJÆLPETRÆNERKURSUS
Indhold:
For forældretræneren, unge spillere, der hjælper med kidshold eller andre, der giver en hånd med som hjælpetræner. Fokus på trænerrollen, træningsforberedelse, opbygning af træning, instruktion, aktivitetshjulet og teknik.
Tid og sted:
Kurset udbydes på to forskellige lokationer og datoer.
Ikast Idrætsefterskole – 31. august: 9:30-17:30
Haslev Idrætsefterskole – 07. september: 9:30-17:30
Pris:
800 kr. for medlemmer af Volleyball Danmark og/eller DGI (1.340 kr. for ikke-medlemmer)
Ved tilmelding er det muligt at betale med betalingskort eller få tilsendt en faktura, som du kan videregive til klubbens kasserer, såfremt klubben dækker omkostningerne for dig.
Husk at undersøg, om din kommune giver foreningstilskud til uddannelse, da mange kommuner giver op til 80% tilskud til træner- og lederuddannelse.
Tilmelding:
Mere info her: http://volleyball.dk/index.php/uddannelse/traenerweekend
Direkte link til tilmelding: https://volleyball.nemtilmeld.dk/181/