Det danske damelandshold flyver i aften til Letland, hvor der de næste par dage venter dem tre opgør mod det lettiske landshold. De to hold har allerede mødt hinanden to gange på dansk jord, hvor det blev en sejr til hver. Der er er derfor lagt op til en række spændende opgør, om hvem der kan tage den samlede sejr.
”I lørdags så vi Letlands hold for fuld styrke, og vi er blevet meget klogere på, hvad vi skal justere for at vinde sådan en kamp. Vi fokuserer ikke længere på teknik men går op i detaljerne omkring taktik og de enkelte valg, spillerne tager i forskellige situationer. Når spillerne bliver eksponeret for deres beslutninger og nogle gange dårlige vaner, kan vi begynde at arbejde med hvilke løsninger, der så er smarte at bruge mod et hold som Letland,” udtaler landstræner, Sven-Erik Lauridsen
”Vi går selvfølgelig efter at vinde serien. Vi har dog aftalt med Letland, at kampene torsdag og lørdag er officielle kampe, mens kampen fredag er for de spillere, der normalt ikke får så meget spilletid. Med denne trup spiller vi dog i forvejen meget varieret og udnytter bredden, derfor ved vi ikke reelt, hvor store ændringer det vil give.” uddyber han.
Landsholdet er siden kampene i henholdsvis Korsør og Slagelse blevet ramt af skader, der gør at Emma Brix og Manuela Johnsen ikke tager med til Letland. Truppen suppleres med Freja Gørtz, der er trådt til med kort varsel.
”Det er ærgerligt, at vi ikke kan arbejde videre med den helt samme trup, som vi har haft indtil nu. Men skaderne er desværre ikke noget, vi med vores team kan nå at forbedre på denne korte tur. Så vi har kaldt Freja ind, for at supplere på hæverpladsen, men har ellers ikke justeret i truppen.” forklarer landstræneren.
”Vi bruger i høj grad kampene mod Letland til at give spillerne så meget feedback og input med i bagagen som muligt. Så vi er meget bevidste om den udvikling, vi ønsker at se hos spillerne i det halve år, de nu har, indtil vi mødes til EM-kvalifikationen i januar. Her er drømmescenariet, at vi står med 25-30 spillere, der nu alle har prøvet at spille i trøjen og derfor ved, hvad det handler om, og hvordan vi gør her på landsholdet.” afslutter Sven-Erik Lauridsen.
På Damelandsholdets Facebookside vil der løbende blive opdateret med kampe, mulige livestreams og resultater.
Kampprogram
24/05: Danmark vs. Letland (3-1: 25-19, 16-25, 25-16, 26-24)
25/05: Danmark vs. Letland (1-3: 21-25, 22-25, 25-18, 20-25)
30/05: Letland vs. Danmark
31/05: Letland vs. Danmark
01/06: Letland vs. Danmark