Optakt: Dobbelt dansk landskampsbrag i Slagelse

Der er dobbelt op på landskampe den 25. maj, når de danske volleyherrer og volleydamer atter slår sig løs på landsholdenes nye hjemmebane i Spar Nord Arena Slagelse. Kampene vises begge på DR TV her. Kl. 13:00: Danmark – Letland (Damer) Damelandsholdet åbner ballet med landskamp mod Letland, som de i denne sæson spiller en…

:


Der er dobbelt op på landskampe den 25. maj, når de danske volleyherrer og volleydamer atter slår sig løs på landsholdenes nye hjemmebane i Spar Nord Arena Slagelse. Kampene vises begge på DR TV her.

Kl. 13:00: Danmark – Letland (Damer)

Damelandsholdet åbner ballet med landskamp mod Letland, som de i denne sæson spiller en serie af kampe imod. Landstræner, Sven-Erik Lauridsen, er glad for at starte forårsprogrammet på dansk jord.

”Vi glæder os til at komme tilbage til vores nye hjemmebane, hvor vi fik så fantastisk en opbakning i januar”, siger han.

”Vi skal spille mod Letland, som vi havde nogle tætte kampe imod i August. Letland er fysisk stærkere end os, så vi skal fokusere på at være stærkere som hold end dem. Der er lidt udskiftning i truppen ift. vores sidste kamp i januar, men alle er klar til at yde deres bedste, og vi er sikre på, at vi med 2000 tilskuere i ryggen er godt på vej til endnu en fantastisk indsats.” afslutter Sven-Erik Lauridsen.

Damelandsholdet spiller også en kamp mod Letland den 24. maj i Korsørhallen, som vises på Volley TV.

Se damelandsholdets trup her

Kl. 16:00: Danmark – Georgien (Herrer)

Efter en forhåbentlig intens damelandskamp er det herrelandsholdets tur i manegen, hvor de tager hul på deres første kamp i European Silver League mod Georgien. Herrelandsholdet har i de forgangne uger finpudset formen i fire kampe mod det svenske herrelandshold, hvor danskerne viste sig som det klart stærkeste hold.

”Vi spillede nogle gode kampe mod Sverige, som også endte med sejre til os alle fire gange. Kun den sidste kamp blev decideret tæt, hvor motivationen måske haltede lidt fra vores side, og vi derfor virkelig skulle spille fokuseret til sidst. Det er dog kun godt, at spillerne fik sådan en oplevelse med, så vi er mere forberedt på pressede situationer i vores kommende kampe.” udtaler landstræner, Kristian Knudsen.

”Vi er nået langt på de godt 10 dage, vi har været samlet. Vi har en bred trup, hvor spillerne er meget tæt på hinanden niveaumæssigt. Vi kan trække på forskellige styrker og skifte rundt i opstillinger, og med alle mand skadesfri og klar føler vi os klar til at præstere i Slagelse”, siger han.

”Vi kender ikke det store til Georgien, men det er selvfølgelig en kamp, vi rigtig gerne vil vinde, især på vores nye hjemmebane og forhåbentlig foran mange tilskuere. Men fokus er på vores eget spil og niveau, som helst skal tangere det, vi sluttede med i januar. Og så håber vi selvfølgelig på, at vi kan bygge endnu et lag på, som turneringen skrider frem.” afslutter Kristian Knudsen.

European Silver League spilles i to puljer, hvor Danmark er i samme pulje som Georgien, Aserbajdsjan og Rumænien. Vinderen af puljen går videre til finalekampen. Danmark spiller også på hjemmebanen i Spar Nord Arena Slagelse den 2. juni samt 12. juni.

Se Herrelandsholdets trup her

Billetter til begge kamp kan købes her

Del nyhed

LÆS OGSÅ