Damelandsholdets bruttotrup er udtaget

Landstræner Sven-Erik Borch Lauridsen og trænerteamet har udtaget de 19 spillere, der skal kæmpe om en plads til damelandsholdets forårsprogram. De danske volleydamer samles den 9.-12. maj til try-outs, hvor truppen skal skæres ned til 14 spillere, inden holdet skal spille en serie af fem landskampe mod Letland. De første kampe bliver spillet den 24.…

:


Landstræner Sven-Erik Borch Lauridsen og trænerteamet har udtaget de 19 spillere, der skal kæmpe om en plads til damelandsholdets forårsprogram.

De danske volleydamer samles den 9.-12. maj til try-outs, hvor truppen skal skæres ned til 14 spillere, inden holdet skal spille en serie af fem landskampe mod Letland. De første kampe bliver spillet den 24. og 25. maj på hjemmebanen i Slagelse. Efterfølgende skal holdet til Letland for at spille de resterende opgør.

Landstræner Sven-Erik Borch Lauridsen glæder sig til forårets aktiviteter med nye spillere i truppen:

”Vi er imellem kvalifikationer, så det er et kortere landsholdsprogram end vi plejer at have. Derfor har en del spillere også valgt at prioritere deres studie og eksamener eller pleje deres skader efter en lang klubsæson.” forklarer han.

”En del af de rutinerede kræfter er dog tilbage, og samtidig er det en oplagt mulighed for at få set på nogle af de unge talenter, vi har i den danske Volleyliga. Så vi glæder os til en lærerig periode og i særdeleshed til at komme tilbage til vores nye hjemmebane, Spar Nord Arena.” afslutter landstræneren.

Elitechef i Volleyball Danmark, Sven Brix, ser også frem til en række spændende opgør mod Letland.  

”Vi er glade for endnu engang at kunne vise vores damelandshold frem på hjemmebane efter den store succes i januar. Letland er en spændende modstander, som vi har haft et godt samarbejde med over de sidste mange år. Vi forventer derfor også, at det kan blive en intens serie af kampe med nogle tætte opgør.”
udtaler han.

”Vi har arbejdet på at finde en modstander eller to mere til vores damelandshold, men mange nationer er enten optaget af European League eller har valgt ikke at være aktive i denne periode, hvilket vi synes er ærgerligt. For os giver det dog en fin mulighed for at teste nye spillere af i truppen, så vi kan blive endnu klogere på, hvordan holdet skal se ud til EM-kval i januar,” afslutter Brix.


DANMARKS BRUTTOTRUP

Hævere
Freja Oluffa Gørtz, Fortuna Odense Volley

Astrid Empacher, Holte IF
Emma Brix Team, Team Køge Volley

Libero
Ditte Kjær Hansen, EVA
Mette Sallerup, Holte IF
Nanna Kaarde, Team Køge Volley

Centre
Amalie Jørgensen, Fortuna Odense Volley
Amalie Lachenmeier, Holte IF
Katrine Strøbæk, Team Køge Volley
Maia Stripp, Univ. of Arkansas (US)
Teresa Haugaard Nielsen, EVA

Kant/Diagonal
Mikala Maria Mogensen, Holte IF
Nora Møllgaard, Holte IF
Tenna Skyum Donslund, EVA
Isabel Fugmann, Holte IF
Astrid Mellmølle, Fortuna Odense Volley
Mathilde Borup Jeppesen, Gentofte Volley
Manuela Johnsen, Brøndby VK
Helena Elbæk, American University

Se også truppen her

DANMARKS KAMPPROGRAM
24/05: Danmark vs. Letland
25/05: Danmark vs. Letland
30/05: Letland vs. Danmark 
31/05: Letland vs. Danmark 
01/06: Letland vs. Danmark 

Del nyhed

LÆS OGSÅ