Nye profiler stiller op til Volleyball Danmarks bestyrelse

Søndag d. 2. juni 2019 afholder Volleyball Danmark deres ordinære repræsentantskabsmøde, hvor der bl.a. skal findes en ny formand samt udvælges nye bestyrelsesmedlemmer. Volleyball Danmark har modtaget tre bestyrelseskandidaturer, der stiller op til valg. Du kan her læse kort om kandidaterne og deres baggrund for at stille op. Dorthe Windeleff45 år, Odense, lærer på VUC”Jeg…

:


Søndag d. 2. juni 2019 afholder Volleyball Danmark deres ordinære repræsentantskabsmøde, hvor der bl.a. skal findes en ny formand samt udvælges nye bestyrelsesmedlemmer. Volleyball Danmark har modtaget tre bestyrelseskandidaturer, der stiller op til valg. Du kan her læse kort om kandidaterne og deres baggrund for at stille op.

Dorthe Windeleff
45 år, Odense, lærer på VUC
”Jeg har igennem mere end et halvt liv elsket volleyball. Jeg har selv spillet på mange niveauer i hallerne, lige fra klubhold til landshold. Ligeledes har jeg stor erfaring med volleyball i sandet, da beachvolley også står mig nær. Sidst men ikke mindst, har jeg også fulgt med i ungdomsvolley i forældrerollen, da begge vores børn deler min passion – både på breddesiden og på eliteniveau. Derfor mener jeg også, at jeg kan bidrage i bestyrelsen med min erfaring som udøver såvel som aktiv forælder. Denne synsvinkel synes jeg er vigtig at få med, når der arbejdes for et bedre Volleyball Danmark. Det handler om at få de gode tanker og ideer omsat til praksis, både i hallen og i sandet.”

 
Kristian Holst

28 år, Aarhus, studerende samt ansvarlig for volleylinjen på Djursland Efterskole
”Jeg har været aktiv volleyballspiller i 12 år i Spentrup, Randers Novo, Randers VK og nu i ASV. Derudover har jeg været træner de sidste 8 år. Mine ønsker for det fremtidige Volleyball Danmark er at skabe en elite, som kan bæres af bredden, da jeg mener bredde skaber elite og ikke omvendt. Jeg vil gerne være med til at forme det ’nye’ Volleyball Danmark, efter mange kulturbærere er stoppet. Og så vil jeg arbejde for en gennemsigtig organisation, som er til for klubberne”.


Carsten Gerner
65år, Charlottenlund, aktivt bestyrelsesmedlem i DSB, Ib Andresen Industri, IAI Holding, Ratos, DTU Boligfond og Impero. Tidligere administrerende direktør for Price Waterhouse Cooper Danmark 2003-2011 og medlem af europæiske ledelse i forskellige roller fra 1994-2011.
”Jeg har spillet volleyball siden mine ungdomsår, først i VB 58, sidenhen i ASV Aarhus, hvor jeg spillede på eliteniveau og sidst i PVC Lyngby. Jeg har haft mange år i bestyrelse i ASV Aarhus og også kort været i daværende DVBFs bestyrelse. Desuden har jeg været divisionsdommer i en årrække. Jeg har en stor kærlighed til sporten og god erfaring med organisationsarbejdet i klubberne. Derudover kan jeg bidrage med ledelseserfaring, bestyrelseserfaring, en kommerciel tilgang, strategisk planlægning samt forhandlings- og kommunikationsevner.”


Repræsentantskabsmødet afholdes d. 2. juni kl. 10.00 på Hotel Comwell Klarskovsgaard i Korsør. Læs mere om repræsentantskabsmødet her.

Volleyball Danmarks bestyrelse opfordrer alle, der kunne have interesse i at blive valgt ind i bestyrelsen til at meddele dette til forbundet på clb@volleyball.dk senest den 28. april.

Del nyhed

LÆS OGSÅ