Tidligere Brøndby VK spiller, Trine Noer Kjelstrup, har i denne sæson været på udenlandseventyr i et af de fjerneste hjørner af Finland. Sammen med sin klub, Pölkky Kuusamo, har Kjelstrup netop sikret sig klubbens første medalje nogensinde i landets bedste liga.
Efter et intenst slutspil med 12 kampe på under fire uger, kan Trine Kjelstrup og resten af hendes holdkammerater i Pölkky Kuusamo endelig ånde lettet op – med bronzemedaljer om halsen og et nyskrevet kapitel i klubbens historie. Sæsonen har været hård. Holdet har kæmpet sig igennem alvorlige skader og et trænerskifte, og det er derfor en glad Trine Noer Kjelstrup, der nu kan føje endnu en medalje til samlingen.
”Vi har i denne sæson haft fire alvorlige skader på tre spillere, der ikke kunne vende tilbage i truppen. Det tog hårdt på vores hold, at vi ikke siden pre-season har været fuldtallige, og at vi i hele sæsonen kun har været 9-10 spillere, der kunne spille og træne. Derudover skiftede vi træner i slutningen af januar, og en masse nye indtryk skulle justeres derfra. Vores målsætning var at være med i medaljespillet, og trods udfordringer har vi formået at tage en medalje med hjem til Kuusamo”, fortæller Kjelstrup.
Med bronzemedaljen om halsen har Trine og hendes holdkammerater været med til at skrive klubhistorie. Og dét er bestemt ikke blevet overset i byen Kuusamo: ”Det er den første medalje Kuusamo har vundet, så det betyder utroligt meget for os alle, klubben og byen. Det har været helt vildt fedt at mærke, hvordan vores medalje har gjort folk i Kuusamo glade. Vi er blevet stoppet i supermarkedet, på vores frokoststeder og i vores bil af byens folk, der bare lige ville sige tak og tillykke”, forklarer Kjelstrup og fortsætter: ”Det har virkelig betydet meget for dem, og det gør et stort indtryk hos mig. Det har virkelig været en fornøjelse at være med til”.
Kuusamo ligger højt nordpå, modsat de mange andre hold i ligaen, der er i syd. Det har betydet ekstra transport og lange rejsedage for Trine og Pölkky Kuusamo: ”Vi har ofte haft nogle ret lange busture på 8-12 timer. Det har til tider givet os et noget proppet program med mange kampe og en masse rejsen. I november måned spillede vi 10-12 kamp, hvori to CEV Challenger Cup kampe var inkluderet. Vi rejste rundt i Finland samtidig med, at vi også lige havde en tur til Belgien. Vi brugte MANGE timer i lufthavnen og på transport. Men vi klarede det, og vi nåede endda til den 3. runde af CEV Challenger og var rigtigt tæt på at tage den fjerde også.
Den danske kantspiller er derfor glad for sit eventyr i det finske, men kan endnu ikke løfte sløret for, hvad næste sæson byder på: ”Min sæson i Finland har været over alle forventninger. Niveauet i klubben og i ligaen er virkelig professionelt, og jeg er sikker på, at det fortsætter med at udvikle sig i den retning. Jeg har dog stadig ikke besluttet mig for, hvorhenne jeg spiller næste sæson. Tiden må vise, hvad der dukker op på min vej!”, afslutter hun.