Holtes europæiske comeback punkterede i tæt fight

Det blev ikke til et europæisk drømmecomeback for Holtes volleydamer, da de tirsdag aften krydsede klinger med Viteos Neuchatel Université fra Schweiz i 1/16-finalen af CEV Challenge Cup. Efter at være lige ved og næsten i de to første sæt, gik luften af ballonen. Holte IF vs. Viteos Neuchatel Université 0-3 (23-25, 27-29, 19-25) CEV…

| Foto: Flemming Patulski Nielsen

:


Det blev ikke til et europæisk drømmecomeback for Holtes volleydamer, da de tirsdag aften krydsede klinger med Viteos Neuchatel Université fra Schweiz i 1/16-finalen af CEV Challenge Cup. Efter at være lige ved og næsten i de to første sæt, gik luften af ballonen.

Holte IF vs. Viteos Neuchatel Université 0-3 (23-25, 27-29, 19-25)
CEV Challenge Cup, Holtehallen

10 års europæisk tørke fik en ende for de regerende danske mestre Holte, da de på hjemmebane i Holtehallen tog imod Viteos Neuchatel Université fra Schweiz i 1/16-finalen i CEV Challenge Cup.

Allerede i smashopvarmningen anede man, at kampen ville blive et opgør mellem Holtes elegante spillestil over for de mere kraftbetonede schweizere.

Dermed var opskriften fra cheftræner Sven-Erik Borch Lauridsen også at presse på i serven og få den schweiziske hæver ud at løbe. Med højt servepres følger altid risikoen for mange servefejl, og trods 11 danske serveesser, endte Holte i -2 efter 13 servefejl.

Holte begyndte godt og kunne gå til den 1. tekniske timeout foran 8-6. Schweizerne kom dog stærkt tilbage, og sættet balancerede frem mod slut. Holte demonstrerede flere gange, at de også kunne slå igennem, bl.a. da Nora Møllgaard med et servees bragte danskerne på 23-22. Dog måtte Holte se 1. sæt gå til Viteos Neuchatel Université med 25-23.

Holte fortsatte de gode takter i 2. sæt, hvor danskerne første med 3 point ved både den 1. og 2. tekniske timeout. At serven spillede en afgørende rolle i sættet blev demonstreret ved, at schweizerne fik deres første føring ved 20-19 på et servees. Holte overlevede en sætbold, inden Sofia Martinez-Lavin med et es gav Holte en mulighed for at vinde sættet. En efterfølgende servefejl bragte balance i regnskabet, og Viteos Neuchatel Université hev et tæt sæt hjem 29-27.

Det smalle nederlag i 2. sæt havde suget luften ud af Holte-ballonen i begyndelsen af 3. sæt, hvor danskerne først rigtig kom på banen efter den 1. tekniske timeout, hvor de haltede efter med 2-8. Hjemmebaneheltinder nægtede dog at forlade banen uden at have givet alt, hvad de kunne og fightede sig på 19-22 som det tætteste. Viteos Neuchatel Université vandt sættet med 25-19 og kampen 3-0.

Kampens topscorer blev Holtes Sofia Martinez-Lavin med 21 point.

”Jeg er ærgerlig over, at vi laver for mange personlige fejl. Men det er et bevis på, at vi er presset helt ud, hvor vi skal være, når vi spiller europæisk,” siger Holtes cheftræner Sven-Erik Borch Lauridsen.

”Vi er nødt til at presse på i serven for at få dem ud at løbe, men desværre medfører det for mange servefejl. Havde vi været lidt skarpere der og været bedre til at bevare roen, kunne vi have vundet 1. eller 2. sæt, og så havde det set helt anderledes ud,” siger han.

”Vi mangler noget energi i 3. sæt. Men vi viser, at vi spiller tæt op med et professionelt hold,” siger han.

”Vi tager derned og skal have styr på vores serv. Kommer der det, og bliver vores og dommerens præstation en smule bedre, så tror vi selvfølgelig på, at det kan lade sig gøre at vinde i Schweiz,” siger Sven-Erik Borch Lauridsen.

Der er returopgør i Schweiz den 11. januar. 

Klik her for mere statistik på CEV’s hjemmeside.

Del nyhed

LÆS OGSÅ