Gentofte kom til kort mod Ravennas stjernemandskab

I 1/16-finalen af CEV Challenge Cup krydsede Gentofte klinger med stjernemandskabet Ravenna fra Italien. De regerende danske pokalmestre kom i italienske menneskehænder og får svært ved at avancere til næste runde efter et 0-3-nederlag på hjemmebane.   Gentofte vs. Ravenna 0-3 (19-25, 12-25, 20-25) CEV Challenge Cup, Gentofte Sportspark Der var lagt i ovnen til…

| Foto: Flemming Patulski Nielsen

:


I 1/16-finalen af CEV Challenge Cup krydsede Gentofte klinger med stjernemandskabet Ravenna fra Italien. De regerende danske pokalmestre kom i italienske menneskehænder og får svært ved at avancere til næste runde efter et 0-3-nederlag på hjemmebane.  

Gentofte vs. Ravenna 0-3 (19-25, 12-25, 20-25)
CEV Challenge Cup, Gentofte Sportspark

Der var lagt i ovnen til et brag af en volleyballkamp i Gentofte Sportspark, da Gentofte onsdag aften tog imod det italienske storhold Ravenna.

Men lad det være sagt med det samme – det virkede som en italiensk stenovn, hvor Gentofte-spillerne kom i ilden og måtte forlade banen lettere branket – dog med rank ryg.

Gentofte tabte 0-3, og træner Denis Janka skal bladre en ekstra gang i taktikbogen, hvis han skal finde opskriften på dansk avancement i CEV Challenge Cup, når der er returopgør i Italien den 21. december.

Det begyndte ellers glimrende i 1. sæt, hvor begge hold var stærke i sideouten, og Gentofte gik til den 1. tekniske timeout i front med et enkelt point. Gentofte-træner Denis Janka kaldte sin 1. timeout, da hans mandskab var bagud med 3 point, 9-12. Den ønskede effekt udeblev dog, da Ravenna bandt knude på 1. sæt 25-19.

Assistenttræner Peter Borglund havde inden kampen udpeget Ravennas østrigske slagvåben Paul Buchegger som en stor trussel, og hammerhånden fra alpelandet gjorde da også det onde ved Gentofte-blokaderne igen og igen i 2. sæt, som danskerne tabte 12-25.

Også i 3. sæt viste Ravenna glimt af fordums storhed fra 1990’erne, hvor klubben måske var verdens bedste klubhold. Bagud 11-16 blev Tobias Kjær skiftet ind. Den unge Gentoftespiller trådte dermed i sin far Henrik Kjærs fodspor, da Kjær den ældre var på banen i 1990’erne, hvor Holte Volleyball Klub mødte selvsamme Ravenna i Champions League.

Selvom Tobias Kjær scorede 2 point, var der aldrig tvivl om Ravennas sætsejr, der blev på 25-20.

Gentofte-træner Denis Janka:

“I starten af kampen har vi rigtig godt fat i deres serv, hvor vores sideout fungerer rigtig godt. Men de skruer op, og vi kommer under et voldsomt pres i deres serv,” siger han.

”Ravenna er bare fremragende i deres sideout, og i en decideret sideout-kamp, bliver det afgørende,” siger Denis Janka.

“Det var en god oplevelse for drengene, og de gør en flot indsats trods nederlaget. De er bare oppe imod et klassemandskab i dag. Nu tager vi til Italien og kæmper alt, hvad vi kan, og ser, om vi ikke kan presse dem i egen hule,” siger Denis Janka.

Med nederlaget har Gentofte et svært udgangspunkt inden returopgøret i Italien den 21. december. 

Se statistik fra kampen på CEV’s hjemmeside her.
Se billeder fra kampen her.

Del nyhed

LÆS OGSÅ