Sidste år gjorde Danmarks talentfulde U19-landshold rent bord og vandt NEVZA-guld både hos pigerne og drengene. Fredag sætter de jagten ind på mere metal. Alle kampe streames via pay-per-view.
Danske volleyballfans har knapt nok fået armene ned oven på U17 pigernes NEVZA-guld og U17 drengenes NEVZA-sølv i Ikast, inden det igen er tid til at se to danske ungdomslandshold i aktion.
Denne gang er det de danske U19 spillere, som torsdag rejser til Kettering i England for at kæmpe om NEVZA-tronen mod Færøerne, Sverige, Norge, Island og England.
Sidste år blev den danske triumf total, da både pigerne og drengene vandt guld. Og ifølge landstræner for U19-drengene Thomas Skifter Bertelsen, kan man godt sætte næsen op efter flere danske NEVZA-medaljer i år:
”Helt kort, så skal vi vinde,” siger han.
”Vi har et rigtig dygtigt hold med til England. Vi server på et virkelig højt niveau, og vores blokforsvar er også rigtig godt. Det skal vi sætte i spil, samtidig med at vi skal være stabile i servemodtagningen. Og det kan vi,” siger Thomas Skifter Bertelsen.
Danmarks U19-drenge møder Island og England i gruppespillet.
”Dem skal vi slå. Og så skal vi slå, hvem end der kommer til at stå på den anden side af nettet i finalen søndag,” siger Thomas Skifter Bertelsen.
”Vi har holdet til at vinde. En del af holdets udvikling er også at vise, at vi kan spille disse kampe, hvor vi er favoritter,” slutter han.
Trænerkollega for de danske U19 piger Mats Björkman er også optimistisk forud for NEVZA-turneringen:
”Jeg håber selvfølgelig, at vi kan gentage succesen fra sidste år. Det afhænger også af, hvad de andre lande kommer med,” siger han.
”Hvis vi får vores grundspil til at fungere, så bliver vi svære at slå. Der er ingen tvivl om, at der skal en holdindsats til fra vores side,” siger Mats Björkman.
De danske U19-piger møder England og Sverige i gruppespillet.
”Holdet har fået mere erfaring og er blevet langt mere boldsikre end tidligere, så jeg er positiv,” siger Mats Björkman og slutter af med et smil:
”Vi går efter at vinde den sidste bold i hver kamp.”
Gruppevinderen går direkte i semifinalen, mens nummer 2 og 3 i gruppen krydser over med 2’eren og 3’eren fra den anden gruppe i kvartfinalen.
Volleyball Danmark har ikke tilladelse til at streame fra kampene, men de engelske værter streamer alle kampe live via pay-per-view her.
Det koster £5, ca. 42 danske kroner, for at se en kamp.
Kampene kan efterfølgende ses on demand for £2,50, ca. 21 danske kroner.
Vil man følge de danske U19-landshold på nærmeste hold i hallen i England, skal man købe billet. Det gør man her.
Følg turneringen på Facebook her.
Husk at stille uret til vintertid søndag.
Kampprogram U19 piger (danske tider):
Fredag den 27. oktober
10.00: Danmark vs England
19.00: Danmark vs Sverige
Lørdag den 28. oktober
10.30 og 12.30: Kvartfinaler
16.30 og 18.30: Semifinaler
Søndag den 29. oktober
11.00: Kamp om 5.-6. pladsen
13.00: Bronzekamp
15.00: Drengefinale
17.00: Pigefinale
Se U19 landsholdet her (piger)
Kampprogram U19 drenge (danske tider):
Fredag den 27. oktober
10.00: Danmark vs Island
19.00: Danmark vs England
Lørdag den 28. oktober
10.30 og 12.30: Kvartfinaler
16.30 og 18.30: Semifinaler
Søndag den 29. oktober
11.00: Kamp om 5.-6. pladsen
13.00: Bronzekamp
15.00: Drengefinale
17.00: Pigefinale