Så er vi i gang med NEVZA – DU17 vandt over Færøerne med bump på vejen

Danmark – Færøerne, 3-1 (25-13, 25-14, 21-25, 25-11) DU17 NEVZA Åbningskampen til NEVZA stod kl. 09.00 mellem værterne fra Danmark og Færøerne. Selvom favoritværdigheden uden tvivl lå på Danmarks side, så er Færøerne altid et svært hold at spille mod, da de nok er turneringens bedst kæmpende hold. I 1. sæt kom Danmark flyvende fra…

:


Danmark – Færøerne, 3-1 (25-13, 25-14, 21-25, 25-11)
DU17 NEVZA

Åbningskampen til NEVZA stod kl. 09.00 mellem værterne fra Danmark og Færøerne. Selvom favoritværdigheden uden tvivl lå på Danmarks side, så er Færøerne altid et svært hold at spille mod, da de nok er turneringens bedst kæmpende hold.

I 1. sæt kom Danmark flyvende fra start til 8-3 og senere 16-4, hvor særligt anfører Mikala Mogensen og diagonal Sille Hansen var ustoppelige i angrebsspillet. Centerspiller Ditte Espersen var også stærk for Danmark, hvor hun lavede to stuff blokader. Danmark slap holdt føringen på 12 points til slut og vandt sikkert med 25-13.

2. sæt blev langt hen ad vejen en tro kopi af 1. sæt, hvor Danmark satte sig tungt på Færøerne. 8-1 og 16-8 blev det, hvor det nu var Danmarks Clara Windeleff der lavede mange angrebspoints. Danmark trak igen sættet sikkert hjem, denne gang med 25-14. I dette sæt vandt Danmark hele 17 angrebspoints, hvilket virkelig vidnede om en angrebsmaskine i rytme.

Så kom det altid svære 3. sæt, hvor det er så vigtigt, at holde koncentration i top. I starten lykkedes det rigtig godt, hvor Danmark bragte sig på 5-1. Men derfra formåede Færøerne virkelig at genere det danske spil, da de fik kæmpet rigtig mange bolde op i forsvaret, samtidig med de fik lagt et godt servetryk på Danmark. Hjemmeholdet gik helt i stå og pludselig stod det 10-16. Danmark begyndte dog stille og rolig at samle op på spillet, hvor det ved 19-21 så ud til, at sættet ville vende. Men så sneg der sig igen fejl ind i det danske spil, og Færøerne kunne trække sig sejrsrigt ud med 21-15. I dette sæt tabte Danmarks næsten lige så mange angreb (9), som i resten af kampen til sammen (20). Det blev også til 6 servefejl i dette sæt, ud af 13 samlet set. Stor ros til Færøerne for aldrig at give op og komme stærkt igen, men det danske hold må også kigge indad efter mange fejl.

I 4. sæt viste det danske hold dog en stærk mentalitet, da de startede som lyn og torden. Først var det Clara Windeleff og dernæst Laura Thomsen som leverede kæmpe servestimer og så kom Danmark i front med hele 15-1. Danmark holdte 14-points forspringet hele vejen hjem til 25-11. I dette sæt skal Sofia Bisgaard fremhæves for en virkelig stabil modtagning og mange succesfulde angreb.

Efter kampen var der, trods det sløje 3. sæt, stor glæde på det danske hold over at have startet turneringen med en sejr. Der er mange danske spillere, der vil være værd at fremhæve efter kampen, da mange stemplede godt ind i turneringen. Der er jo også tradition for, at kampens spiller efterfølgende får modstandernes vimpel (eller lignende), som udveksles mellem holdenes anfører inden kampen. Men efter denne kamp valgte det danske hold en lidt utradition person som kampens spiller. De valgte at give Færøernes vimpel (som er en slags katalog med farveprøver :D) til Louise Larsen, som oprindeligt var udtaget til DU17-holdet. Desværre pådrog Louise sig en alvorlig korsbåndsskade kort tid inden NEVZA, som holder hende ude i op til et år. Holdet ønskede på den måde at vise, at de tænker på hende og sender de varmeste tanker hendes vej i en svær tid.

Holdets head coach Kim Buchwald udtalte efter kampen: “Selvom det kan virke lidt jubelidiot-agtigt, så er jeg faktisk glad for, at vi kom under pres i kampen, frem for at vi bare havde kørt derud af med sikre 3-0. Det gør os uden tvivl mere klar til resten af turneringen, da vi nu har prøvet at være presset, inden det for alvor går løs. Jeg er selvfølgelig ærgelig over, at vi ikke formåede at spille os ud af det pres i 3. sæt, men samtidig meget tilfreds med hvor stærkt vi kom igen i 4. sæt. Vi prøvede vel nærmest alle de mulige opstillinger af, som vi overhovedet kunne i kampen, hvilket har gjort os meget skarpere på, hvordan vi skal spille i resten af turneringen”.

Næste kamp er allerede i aften kl. 19.00 mod England – et hold som de to forrige danske DU17-hold faktisk har tabt til under NEVZA, så der er stor revanchelyst hos det danske hold.

Del nyhed

LÆS OGSÅ