Hall of Fame. Den tidligere landsholdsspiller og landstræner, syvdobbelte danske mester og medlem af dansk volleyballs Hall of Fame om at spille foran 12.000 tilskuere, danse boogie woogie med hemmelighedsfulde kinesere og glæden ved at lære fra sig.
Jeg har altid været tiltrukket af holdsport. Kammeratskabet. Det var også det, der gjorde volleyball spændende. Kammeratskabet iblandt os. Til mit guldbryllup var der flere volleyballkammerater med, som jeg har kendt i længere tid end min egen kone. Kammeratskabet og sammenholdet har gjort, at jeg er blevet ved.
Jeg begyndte at læse til lærer på Blaagaard Seminarium i 1960, hvor man for alvor begyndte at spille volleyball i Danmark. Peter Sørensen, der på det tidspunkt var anfører på volleyballlandsholdet, kom ned til os i klassen og spurgte, om der var nogle, som kunne tænke sig at spille volleyball. Det synes jeg da kunne være spændende.
Efter nogen tid var vi med i en turnering for alle landets seminariehold, som vi vandt. Vi havde jo også landsholdsanføreren på holdet. Peter Sørensen spurgte, om vi kunne tænke os at spille i Vognmandsmarken. Det ville jeg meget gerne. Sådan begyndte min karriere.
I 1962 spillede vi et uofficielt danmarksmesterskab, hvor hele kampen blev transmitteret i fjernsynet på DR1. Det var vist nok den eneste kanal, der var dengang. Det blev en femsæts kamp, som vi vandt.
I 1963 skulle volleyballforbundet stille et hold til europamesterskaberne i Rumænien. Jeg blev udtaget og kom med derned og fik en fantastisk oplevelse. Vi fik jo læsterlige bank i alle kampe, men jeg lærte en hel masse.
I 1966 var der verdensmesterskaber i Tjekkoslovakiet i Prag. Vi tog afsted med tog fra København. Dér havde jeg min allerstørste volleyballoplevelse.
Vi skulle spille imod Kina. Der var ingen, der kendte Kina. De var helt nye. De trænede kun på deres ambassade. Der var ingen, som måtte se dem spille. De kom med et helt nyt volleyballsystem. Dengang hævede man højt og sprang op og smashede ned. Kineserne hævede tæt henover netkanten, og så kom de tre mand og angreb og smashede ned. Det var fuldstændigt nyt for europæerne.
Der var 12.000 tilskuere i hallen. Vi tænkte, at det var fantastisk. Men hvorfor kommer der 12.000 tilskuere for at se Danmark mod Kina? Forklaringen var, at Tjekkoslovakiet skulle møde Jugoslavien i kampen efter os. Der var så kæmpe interesse for den kamp, at folk kom i lang tid i forvejen for at få en plads. Så jeg spillede for 12.000 tilskuere – det var nok min største oplevelse.
Efter kampen mod Kina, hvor vi i øvrigt blev blæst ud af banen, var vi til reception sammen med kineserne. Vi sang ”Åh boogie woogie woogie” for dem. De synes, det var noget mærkeligt noget, men vi fik dem med ud på gulvet og danse boogie woogie. Det gav så meget, at kineserne spurgte, om vi ville med på træningsseminar sammen med dem.
Dér lærte vi, hvordan de servede. De lavede sådan nogle helt nye svæveserver, hvor bolden zigzaggede i luften. De ramte bolden klokkerent. Fordi bolden ikke cirkulerede, blev luften opmagasineret, så bolden lige pludselig faldt ned eller begyndte at svæve fra side til side. Det var dødspændende at lære. Da vi kom hjem, trænede vi det og lærte teknikken videre til vores holdkammerater. Så var vi rimelig suveræne resten af 60’erne.
Det blev til syv danmarksmesterskaber.
Min største force var at få holdet til at koncentrere sig. Når jeg kunne mærke, at de andre var ved at tabe koncentrationen eller gejsten, var jeg god til at få dem til at koncentrere sig igen. Det slog mange gange de andre ud, at vi var så fokuserede.
Vi spillede mod USG og var bagud 13-4. Jeg gav ikke en skideballe, men jeg understregede, at vi nu skulle ind og koncentrere os om hver eneste bold.
Alt det der man har i dag, hvor man render hen og klapper hinanden – der sagde jeg: Ikke noget med det. Uanset om vi havde vundet eller tabt en bold, så var det bare fuld koncentration.
Der var ikke rigtig nogen træner på landsholdet. Det var bare nogen, som var der ganske kort tid. Volleyballforbundet kontaktede mig og spurgte, om jeg kunne tænke mig at blive træner? Det synes jeg lød spændende, jeg kom på nogle trænerkurser, og så begyndte jeg at træne landsholdet.
Dengang var det der med fysikken og seriøsiteten ikke det, som optog folk allermest. Derfor begyndte jeg at sende dem hjem med træningsopgaver, som de skulle lave. Jeg havde en kondicykel, hvor jeg testede dem for at se, om de levede op til de krav, jeg stillede til dem og kunne følge deres kondital. Det gav faktisk meget gode resultater. I de 39 landskampe jeg var landstræner, vandt vi de 22. Det var et udmærket snit.
Vi er blevet ved med at spille med de gamle drenge. Vi synes det kunne være smadderhyggeligt at fortsætte den tradition. Per Jørgensen, Ole Schmidt, Søren Skov – alle tre Hall of Famere – er med. Jeg er den ældste. Sidste gang spillede vi fire mod fire, de gamle mod de unge. Os over 70 år mod dem under 70. Vi vandt.
Rent menneskeligt har jeg fået en masse ud af det. Netop fordi volleyball er en holdsport. Qua den jeg var, blev jeg spurgt, om jeg ville undervise boldspil på min skole. På et tidspunkt havde jeg 51 drenge på mit volleyballhold. Jeg opnåede en respekt fra eleverne, fordi jeg gjorde noget for dem. De fik selv en masse ud af at spille volleyball og blev rigtig gode. Glæden ved at kunne give ens egen viden videre til drengene og pigerne, det har givet mig meget.
Har du et godt råd til unge volleyballspillere?
Hvis man går ind i en sport og kan lide den, så fokuser på den. Lad være med at koncentrere dig om for mange andre sportsgrene på samme tid. Min erfaring er, at interessen forsvinder, hvis man ikke koncentrerer sig om det ene spil.
Det sociale sammenhold er utroligt vigtigt. Det kikser lidt med det sociale blandt de unge mennesker. Man er for fokuseret på enkeltmandspræstationer. Det kan man ikke i volleyball. Dér er det holdet og sammenholdet, som er det allervigtigste.
OLE ANDERSEN
Født: 06/05/40
Aktiv fra 1961 til 1971 både som spiller og træner for Volleyball Klubben Vognmandsmarken (VKV-Gladsaxe), hvormed han vandt syv danske mesterskaber. Har aldrig tabt en kamp om et dansk mesterskab. Repræsenterede desuden det danske landshold 25 gange som spiller. Bidrog væsentligt til et mere professionelt mindset i dansk herrevolleyball, bl.a. gennem fokuseret træning samt øget taktisk og fysisk fokus.
Optaget i dansk volleyballs Hall of Fame i 2016.
