Bring volleyball ind i den kommunale valgkamp

Hvordan ser det ud med forholdene for volleyball i din klub? Kunne I godt bruge mere plads, bedre træningstider eller noget helt tredje? De danske volleyballklubber kan få meget ud af at blande sig i kommunalvalget. DIF har lavet en oversigt med gode råd til, hvordan foreninger får hul igennem til politikerne og får deres…

| Foto: DIF

:


Hvordan ser det ud med forholdene for volleyball i din klub? Kunne I godt bruge mere plads, bedre træningstider eller noget helt tredje? De danske volleyballklubber kan få meget ud af at blande sig i kommunalvalget. DIF har lavet en oversigt med gode råd til, hvordan foreninger får hul igennem til politikerne og får deres mærkesager på den politiske dagsorden.

Den 17. november 2017 er der kommunalvalg i landets 98 kommuner. Men har valget og den forudgående valgkamp nogen betydning for idrætsforeningerne?

”Ja, den har kæmpe betydning,” lyder det med bestemthed i stemmen fra Lasse Lyck, der er ansvarlig for DIF’s arbejde med kommunalvalget.

”Det er kommunerne, der er idrætsforeningernes vigtigste samarbejdspartner. Kommunerne udbetaler lokale- og aktivitetstilskud, men det er også dem, som bygger idrætsfaciliteter, giver tilladelser til idrætsarrangementer og udstikker rammerne for samarbejdet mellem foreningerne og skoler. For bare at nævne nogle eksempler,” siger Lasse Lyck og fortsætter:

”Derfor er det vigtigt, at foreningerne og idrætsrådene kommer på banen allerede nu. At de får gjort politikerne opmærksomme på foreningernes udfordringer, ønsker og drømme, så politikerne kan tage disse input til sig og gøre dem til deres egne”.

98 forskellige valg
Op til et folketingsvalg er DIF altid på banen med sine mærkesager og har møder med partiledere. Det har blandt andet været medvirkende til, at foreningsidrætten har fået et tydeligt aftryk i det nuværende regeringsgrundlag.

Men kommunalvalg er noget helt andet. Her er der tale om 98 forskellige valg, og foreningernes vilkår og udfordringer er forskellige fra kommune til kommune og fra by til by. Det er foreningerne og idrætsrådene, der er eksperterne i deres egne lokalområder, og derfor er det dem, der skal på banen. Det gælder også klubformændene i de danske volleyballklubber.

Til det formål har DIF udarbejdet temasiden www.dif.dk/kv17. Her kan foreningerne hente gode råd til at begå sig i en kommunalvalgkamp. Det bliver blandt andet beskrevet, hvordan idrætsforeningerne kan identificere deres mærkesager, hvordan de kommer i kontakt med politikerne og medierne, og hvordan de kan bruge de sociale medier til at få skabt fokus på den situation, som de befinder sig i.

Initiativ betaler sig
Der er ingen grund til at holde sig tilbage.

”Det betaler sig at blande sig. Det viser erfaringerne fra kommunalvalget i 2013, hvor idrætspolitikken fyldte meget. Politikerne er lydhøre, når en formand for en idrætsforening henvender sig. Vedkommende repræsenterer mange medlemmer og skaber nogle aktiviteter i lokalsamfundet, som politikerne sætter stor pris på – uanset om de tilhører rød eller blå blok,” siger Lasse Lyck.

Volleyball Danmark 325 klubber og 15.500 medlemmer. Hvis et stort antal af dem engagerer sig i valgkampen, så er Lasse Lyck ikke i tvivl om, at de vil kunne gøre en stor forskel for foreningsidrættens vilkår sammen med den øvrige DIF-idræt, der dækker over 9.000 foreninger.

”Hvis alle løfter, er idrættens stemme utrolig stærk, og vi er stærkest, når vi står sammen. Derfor er min opfordring og mit råd, at foreningerne skal skabe alliancer med andre foreninger, med idrætsråd og eventuelt også med interessenter, som de har sammenfaldende interesser med, men som ikke nødvendigvis kommer fra idrætsverdenen. Det kan være spejdere og lignende,” siger Lasse Lyck og understreger, at det er tid til at komme i gang, selvom valget først finder sted sidst på efteråret.

”Lokalpolitikerne er i øjeblikket på udkig efter de mærkesager, de vil føre valgkamp på. Derfor er det meget vigtigt, at foreningerne henvender sig nu. Henvendelsen kan være en indbydelse til et stort anlagt debatarrangement, men den kan også bare have karakter af en simpel e-mail,” understreger Lasse Lyck.

Læs mere og få gode råd til at få volleyball ind i den kommunale valgkamp her.

Kilde: Idrætsliv

Del nyhed

LÆS OGSÅ