Danmarks herrer tabte med lille margen til Hviderusland

Herrelandsholdet, VM-kvalifikation i Zagreb, søndag d. 28.5. Danmark-Hviderusland: 1-3 (23-25, 23-25, 25-19, 23-25) Dagens resultater havde formet sig således, at Danmark med en sejr på 3-0 eller 3-1 kunne opnå en 3. plads i puljen, forvise Hviderusland til en 4. plads og derved sende Schweiz videre til 3. runde i VM-kvalifikationen. Omvendt ville en dansk…

:


Herrelandsholdet, VM-kvalifikation i Zagreb, søndag d. 28.5.

Danmark-Hviderusland: 1-3 (23-25, 23-25, 25-19, 23-25)

Dagens resultater havde formet sig således, at Danmark med en sejr på 3-0 eller 3-1 kunne opnå en 3. plads i puljen, forvise Hviderusland til en 4. plads og derved sende Schweiz videre til 3. runde i VM-kvalifikationen. Omvendt ville en dansk 3-2 sejr, eller en sejr til Hviderusland betyde at Hviderusland ville opnå en 2. plads og Danmark ende som nummer 4.

Hviderusland havde således på papiret mest at spille for i dagens kamp og de startede da også kampen stærkest med en føring på 8-4. Danmarks servetaktik var klart lagt an på stor risiko, hvilket i starten gav nogle fejl. Men langsomt fik vi servet og angrebet os ind i kampen og udlignede ved 11-11. På en række gode server slog Hviderusland igen hul til 15-11, men en række gode angreb fra Rasmus Breuning bragte balance ved 15-15. Begge hold stabiliserede herfra sit sideoutspil og stillingen kom på 23-23 hvor Hviderusland tog sin første time out, hvilket hjalp dem til sætbold 24-23, hvor Danmark tog time out. Desværre fyrede Hviderusland et servees af efter pausen til sætsejr 25-23.

Danmark blev ved med at spille uimponeret mod det stærke Hviderussiske hold og kom foran 8-5. Danmark holdt fast i føringen ved 16-14. Foran 18-16 kom Mads Møllgaard på banen og leverede et servees. Steen Sørensen kom på banen for at serve ved 23-21, men Hviderusland holdt fast og udlignede på et blokadepoint til 23-23. Igen var Hviderusland stærkest ved sætafslutning og Danmark angrebsfejlede til sættab 23-25.

Herefter var det samlede resultat i puljen afgjort med Hviderusland videre til 3. runde og Danmark på en 4. plads i puljen.

Kampen fortsatte heldigvis med høj intensitet og med Danmark i teten fra starten af 3. sæt. Vi var foran 8-5 og 19-15, hvor Mads Møllgaard kom ind og servede. Hviderusland tog time out bagud 17-22, men kom aldrig rigtig i dette sæt, som blev vundet 25-19 af Danmark på et angrebspoint af Peter Trolle.

Mads Møllgaard startede for Philip Özari på banen i fjerde sæt, hvor holdene stadig spillede tæt om alle point. Efter 7-7 tog Hviderusland en serie til 11-7 og det danske hold begyndte at synes mærket af de mange lange sæt, 5 dage i træk. Bagud 15-19 kom Steen Sørensen ind i serven og bidrog med et godt pres til et dansk breakpoint. Danmark kom bagud 16-21, men kraftreserverne var åbenbart ikke udtømte og på et blokadepoint af Peter Trolle, fremtvang vi Hviderussisk time out, nu kun foran 21-19. Danmark kom tæt på ved 23-24, men Hviderusland tog sættet hjem på et stærkt centerangreb til 25-23 og derved kampen 3-1.

Team Manager Sven Brix: ”Jeg har fulgt vores hold i mange år og det er lang tid siden vi har haft et hold der er så tæt på de gode hold i Europa. Det er kun små marginaler, der gør at vi ikke blev det hold der nåede videre til 3. runde. Vi taber 8 sæt med to pint, hvilket jeg synes er et godt udtryk for jævnbyrdigheden i puljen. Jeg er stolt af vores hold og jeg vil håbe at de har mulighed for at slappe godt af i de næste dage – det har de fortjent. Derefter starter træningen op til European League, hvor vi lægger ud i Ukraine d. 9.6”.

Danmarks startopstilling:
Hæver: Axel Jacobsen
Diagonal: Peter Trolle
Kanter: Rasmus Breuning og Philip Özari
Centre: Aske Mørkeberg og Simon Gade
Libero: Nikolaj Hjorth

Indskiftere: Mads Møllgaard, Steen Sørensen

Endeligt resultat af puljen i Zagreb:

1.       Serbien (direkte til VM i 2018)

2.       Hviderusland (videre til 3. runde)

3.       Schweiz

4.       Danmark

5.       Kroatien

6.       Norge

Se øvrige resultater fra VM-kvalifikationen her:
http://www.cev.lu/Competition-Area/competition.aspx?ID=976&PID=1524

Del nyhed

LÆS OGSÅ