Det blev til to sejre og et nederlag til de danske volleyballherrer i de tre sidste testkampe forud for VM-kvalifikationen.
Danmark testede i weekenden og Store Bededag formen mod Sverige og Ungarn. Og landstræner Mikael Trolle er godt tilfreds med landsholdets præstation:
”Det har været super god forberedelse frem mod VM-kvalifikationen,” siger Mikael Trolle.
”Vi har et stykke arbejde foran os med vores server. Hvor vores svæveserver er rigtige gode, skal vores springserver være mere stabile. Vi satser meget, men har svært ved at ramme banen,” siger han.
”Offensivt sidder det godt i skabet, men vores blok/forsvar skal være bedre,” siger landstræneren.
Først blev det til en 3-2-sejr over arvefjenderne fra Sverige, inden de danske volleyherrer på andendagen besejrede Ungarn med 3-2.
”Sverige var gode, ligeså gode som sidste år, men vi var bedre, og det er meget tilfredsstillende,” siger landstræner Mikael Trolle.
”Det var det samme med Ungarn. Vi kom under et voldsomt bombardement i deres server, men fandt nogle gode løsninger,” siger han.
Sejrene over Sverige og Ungarn luner rigtig meget i den danske landsholdslejr og får optimismen til at blomstre. Det kan nemlig meget vel være et af de to hold, som Danmark står over for i semifinalen ved European League på hjemmebane den 1. juli i Gentofte Sportspark. Billetter kan købes til ½ pris (50 kr.) frem til 1. juni her.
Til den tredje testkamp i Ungarn stillede både Danmark og Ungarn med deres B-opstilling, og her måtte danskerne gå fra banen med et knebent 2-3-nederlag.
”Vi besluttede at give de spillere, der ikke havde spillet så meget i de første kampe, spilletid i den sidste kamp mod Ungarn. Det var også meget tilfredsstillende at se dem få fem sæt i kroppen frem mod VM-kvalifikationen,” siger Mikael Trolle.
Herrelandsholdet tager nu hul på den sidste uges forberedelser frem mod VM-kvalifikationen i Kroatien, som begynder den 25. maj.
I VM-kvalifikationen møder Danmark; Hviderusland, Kroatien, Norge, Serbien og Schweiz.
Højdepunktet for herrelandsholdet i denne sæson er European League, hvor Gentofte Sportspark danner rammerne og Final 4 den 1.-2. juli.
Billetter kan købes til ½ pris (50 kr.) frem til 1. juni her.