Optakt: Golden Set-drama lurer i kampen om at blive dansk mestre hos herrerne

Søndag krydser Gentofte og Marienlyst klinger i den 2. og altafgørende DM-finale. Marienlyst vandt den første duel, og dermed er Gentofte tvunget til både at vinde 2. DM-finale samt et evt. Golden Set for at genvinde danmarksmesterskabet. Volley TV viser guldkampen. Sidste år måtte Gentofte og Marienlyst ud i ét altafgørende Golden Set om det…

| Foto: MortenO.com

:


Søndag krydser Gentofte og Marienlyst klinger i den 2. og altafgørende DM-finale. Marienlyst vandt den første duel, og dermed er Gentofte tvunget til både at vinde 2. DM-finale samt et evt. Golden Set for at genvinde danmarksmesterskabet. Volley TV viser guldkampen.

Sidste år måtte Gentofte og Marienlyst ud i ét altafgørende Golden Set om det danske mesterskab. Og samme scenarie kan meget vel blive virkelighed igen, når holdene mødes til den 2. DM-finale på søndag klokken 16:00 i Kildeskovshallen.

Marienlyst vandt den 1. DM-finale med 3-2 i et sandt drama, hvor fynboerne var bagud 0-2 i sæt, men fik vendt kampen totalt på hovedet og tilførte Gentofte sæsonens første nederlag.

Gentofte skal dermed vinde den 2. duel om DM-guldet, hvis de skal holde liv i håbet om deres 3. danmarksmesterskab i træk.

Vinder holdene en kamp hver, skal de i umiddelbart forlængelse spille ét enkelt og altafgørende Golden Set til 25 point om at blive dansk mester.

”Vi skal slå Marienlyst to gange på søndag, hvis vi skal blive danmarksmestre,” siger Gentoftetræner Peter Borglund.

”Det er klart, at vi havde været bedre stillet med en sejr i den første finale. Marienlyst havde en virkelig god dag, og vi har stor respekt for den præstation, de leverede på Fyn,” siger han.

”Men det er en ny kamp på søndag, hvor planen helt enkelt er at spille så godt som muligt, og vi forbereder vi os, præcis som vi plejer,” slutter Peter Borglund.

Sejren i den 1. DM-finale har givet Marienlyst yderligere tro på en guldmedalje.

”Det er godt for vores selvtillid og energi. Det giver os en ekstra chance for at forsegle mesterskabet. Men vi ved, at vi for at gøre det, skal levere en endnu bedre præstation på søndag,” siger Liam Sketcher, cheftræner for Marienlyst.

”Jeg synes, vi i første finale viste, at vi kan blive mestre. Men vi skal stadig hente et resultat mod en virkelig stærk modstander, for at det sker,” siger han.

“Den første finale var en stor kamp og krævede en kæmpe indsats og væld af energi for at vinde. Frem mod søndag har vi fokuseret på de områder, hvor vi kunne se, at vi kunne forbedre os,” slutter Liam Sketcher.

Den 2. DM-finale begynder søndag klokken 16:00. Volley TV har opgraderet med ekstra mange kameraer og viser guldkampen i vanlig knivskarp kvalitet. Se kampen her.

Det er femte gang på seks år, at holdene møder hinanden i DM-finalen.
Se holdenes medaljehistorik herunder.

1. DM-finale, Marienlyst vs. Gentofte: 3-2 (18-25, 25-27, 25-21, 25-21, 15-13)
2. DM-finale, Gentofte vs. Marienlyst, 23. april klokken 16:00 i Kildeskovshallen

DM medaljeherrer 2017

Del nyhed

LÆS OGSÅ