U16-landsholdet på påske-mission: EM-kvalifikation

Påskens vigtigste højtid foregår i Holtehallen, når de danske U16-piger spiller EM-kvalifikation. Volley TV viser samtlige af Danmarks kampe direkte. Det er ikke påskeæg, der jagtes, når de danske U16-piger fra langfredag og to dage frem spiller 2. runde i EM-kvalifikationen i Holtehallen. Der er nemlig en billet til EM på højkant, når Danmark krydser…

| Foto: Peter Bernberg

:


Påskens vigtigste højtid foregår i Holtehallen, når de danske U16-piger spiller EM-kvalifikation. Volley TV viser samtlige af Danmarks kampe direkte.

Det er ikke påskeæg, der jagtes, når de danske U16-piger fra langfredag og to dage frem spiller 2. runde i EM-kvalifikationen i Holtehallen.

Der er nemlig en billet til EM på højkant, når Danmark krydser klinger med Island, Estland og Belgien.

Gruppevinderne samt de to bedste 2’ere fra de fire kvalifikationsgrupper går videre til EM. Og landstræner Mats Björkman har lagt taktikken efter den adgangskvote:

”Missionen er, at vi skal vinde de kampe, vi skal,” siger han.

”Alle kampe bliver svære på hver sin måde. Vi må ikke snuble mod Island. Det hele skal kulminere lørdag, hvor vi skal kæmpe med alt, hvad vi har mod Estland. Det er dér, holdet skal helt op at ringe. Og så skal vi gøre en god figur mod Belgien,” siger Mats Björkman.

De danske U16-piger besejrede Island, da holdene også mødte hinanden i 1. kvalifikationsrunde inden jul. Her spillede Danmark også nogle tætte kampe mod de senere gruppevindere Finland, og netop det hæfter landstræneren sig ved:

”Estland og Finland er traditionelt set lige stærke, og i 1. kvalifikationsrunde i julen viste vi, at vi kan byde finnerne op til dans. Pigerne er blevet et trin bedre siden jul. De har fået noget erfaring. Vi har været samlet hele ugen og er blevet godt sammentømret. Jeg håber, vi kan true esterne,” siger Mats Björkman.

”Vi arbejder meget med at præstere under pres. Vi skal holde fast i vores aftaler og turde præstere, hvis vi skal lykkes. Vi fokuserer på de ting, vi kan kontrollere og bruger ikke krudt på de andre hold,” siger han og kommer med en opfordring til de danske tilskuere:

”Jeg forventer, at vi giver alle, der kommer i Holtehallen, en fest. Der kommer mange forældre og venner, og det betyder meget for pigerne, at de laver en god stemning og en fest, ligesom de gjorde inden jul,” siger han.

Gruppevinderen samt de to bedste 2’ere kvalificerer sig direkte til EM, som spilles i Sofia og Samokov i Bulgarien fra den 21.-29. juli.

Volley TV viser alle Danmarks kampe direkte. Hold dig opdateret her.  

Kampprogram, EM-kvalifikation, Holtehallen
14/04, 16:00: Estland – Belgien
14/04, 18:30: Danmark – Island

15/04: 16:00: Belgien – Island
15/04: 18:30: Estland – Danmark

16/04, 16:00: Island – Estland
16/04, 18:30: Belgien – Danmark

Se Danmarks trup her.

Del nyhed

LÆS OGSÅ