Volleyball, beachvolley og måske også snowvolley. Præsidenten for det international volleyballforbund FIVB Ary S. Graça har annonceret, at han vil arbejde på at få snowvolley med til Vinter OL.
En af præsident Ary S. Graças valgløfter, da trådte til som præsident for FIVB i 2012, var netop at være innovativ.
Og det vil da også være lidt af en milepæl, hvis det lykkes at få den relativt nye disciplin snowvolley med til Vinter OL.
”FIVB’s langsigtede strategi er at snowvolleyball skal på det officielle Vinter-OL-program, hvorved vi bliver det eneste international sportsforbund, der er repræsenteret ved både Sommer og Vinter OL,” siger Ary Graça.
”Dette er naturligvis en ambitiøs målsætning, som ikke opnås natten over. Men når du lærer mere om disciplinens historie, der spilles med store bjerge som en vidunderlig baggrund, går det op for dig, at det er en historisk beslutning for FIVB at omfavne snowvolleyball og støtte dens udvikling verden over,” siger han.
Under sidste års Sommer OL i Rio indgik FIVB og firmaet Chaka 2 en aftale om organisere en Snow Volleyball Tour og udvikle sporten i de lande, der har mulighed for at dyrke sporten om vinteren.
Det europæiske volleyballforbund CEV har i 2016 og 2017 haft en officiel Snow Volleyball Tour.
Snowvolley-eventyret begyndte i 2008 i Østrig. Du kan læse mere om snowvolley, som Volleyball Magasinet beskrev allerede i 2015 her.