Weekenden byder på interessante styrkeprøveforhold, når de ubesejrede tophold i Kvalifikation til Volleyligaen mødes for første gang i gruppespillet.
Både hos damerne og herrerne har to hold markeret sig med to sejre i gruppespillets første to kampe.
Hos damerne er Ikast KFUM det eneste hold fra Volleyligaen i Kvalifikationen. Og midtjyderne topper da også gruppespillet efter de to første kampe med to sejre over DHV Odense (3-0) og VK Vestsjælland (3-1).
Frederiksberg Volley har også vundet deres to første kampe i gruppespillet over selvsamme modstandere, 3-0 over DHV og 3-2 over Vestsjælland.
Dermed er der lagt op til en lille gruppefinale, når Ikast og Frederiksberg mødes i weekenden.
Holdene møder hinanden to gange i gruppespillet, en ude og en hjemme, men opgøret i weekenden er første indbyrdes styrkeprøve hos oprykkerkandidaterne.
Hos herrerne ligger Lyngby-Gladsaxe og VK Vestsjælland nummer 1 og 2 i Kvalifikation til Volleyligaen med to sejre ud af to mulige. Lyngby-Gladsaxe har besejret Amager (3-0) og Aalborg (3-1), mens VK Vestsjælland er noteret for en 3-0-sejr hjemme og en 3-2-sejr ude over Aalborg.
Lyngby-Gladsaxe og VK Vestsjælland krydser klinger i weekenden, hvor vestsjællænderne har fordel af hjemmebane i Korsørhallen.
Følg med Kvalifikation til Volleyligaen på micrositet under VLD og VLH Kvalifikation.