CEV Cup: Gentofte gjorde fin figur i Finland men tabte knebent

Gentofte Volley led et knebent nederlag til finske VaLePa i et spændingsfyldt 1. opgør i 1/16-finalen i CEV Cuppen. VaLePa vs. Gentofte 3-0 (25-22, 25-23, 25-23) CEV Cup, Finland Lige ved og næsten. Det er indtrykket efter årets første kamp for Gentoftes volleymandskab. I en meget lige kamp i CEV Cuppen mod det stærke finske…

| Foto: CEV

:


Gentofte Volley led et knebent nederlag til finske VaLePa i et spændingsfyldt 1. opgør i 1/16-finalen i CEV Cuppen.

VaLePa vs. Gentofte 3-0 (25-22, 25-23, 25-23)
CEV Cup, Finland

Lige ved og næsten. Det er indtrykket efter årets første kamp for Gentoftes volleymandskab. I en meget lige kamp i CEV Cuppen mod det stærke finske hold VaLePa fra Sastamala, trak hjemmeholdet det længste strå til sidst i hvert sæt.

Gentofte lagde stærkt ud i første sæt, som holdet længe førte. Desværre holdt blandt andet trepointsføringen 16-13 ved 2. tekniske timeout ikke sættet ud. Finnerne, som ud over en række finske klassespillere råder over centerspillerne Jacob Ross Guymes, Australien, og Thomas Carmody, USA, har højt internationalt niveau.

I de følgende sæt lod Gentofte sig dog ikke gå på. Med et godt servepres, der resulterede i 7 esser, og en storspillende Aske Mørkeberg Sørensen, der usædvanligt for en center blev Gentoftes topscorer, fortsatte trykket mod de finske favoritter. Alligevel lykkedes det for hjemmeholdet at hive et par points mere hjem end Gentofte. 25-23 til finnerne både i 2. og 3. sæt. I tredje stod det 23-23 før nordboerne satte trumf på.

Finnernes cheftræner Sami Kurttila forventer en svær returkamp tirsdag den 17. januar i Gentofte Hallen:

”Det var tæt i hvert sæt. Begge hold blev meget klogere på hinanden i dag. Vi bliver nødt til at træne så godt som muligt op til returopgøret i Danmark,” sagde han efter kampen. 

Gentofte anser det for muligt at gå videre i CEV Cup ved at vinde kampen i Gentofte Hallen med 3-0 eller 3-1 og derefter Golden Set.

Cheftræner Denis Janka udtalte umiddelbart efter kampen i Finland:

”Vi har mange servefejl, men laver alligevel 7 serveesser. Sættene var meget tætte, og vi fik værdifulde erfaringer med henblik på den kommende returkamp mod VaLePa,” siger han. 

Der er dermed igen lagt op til et internationalt volleybrag i Gentofte. Returkampen spilles kl. 19.00 tirsdag den 17. januar. Der er kun billetsalg i dørene, som åbnes på kampdagen kl. 18.00.

Kilde: Gentofte Volley

Del nyhed

LÆS OGSÅ