De danske mestre i volleyball spiller i morgen den største klubkamp i dansk volleyball i 20 år, når de på hjemmebane i Gentofte Sportspark tager imod forrige års Champions League-vindere Belgorod.
Gentofte kan stadig smage sejrens sødme, efter de i forrige uge på fornemmeste vis spillede sig videre til 3. runde i Champions League. Onsdag aften gælder det så sidste hindring inden det forjættede gruppespil.
På den anden side af nettet venter noget af en mundfuld. Belgorod fra Rusland ligger nummer 9 på Europaranglisten, mens Gentofte frister en tilværelse som nummer 134.
Gentofte-anfører Peter Trolle Bonnesen glæder sig sammen med resten af holdet til opgøret mod det russiske storhold:
”Vi er bedre, end de tror. Og vi kan være med langt hen ad vejen. Jeg tror ikke, afstanden mellem os og Belgorod er enorm,” siger han forud for Champions League-kampen, som kan virke som Davids kamp mod Goliat.
”Holdet har en tro på, at vi kan lave en overraskelse mod Belgorod. Om overraskelsen så består i, at vi tager et, to, eller tre sæt, må tiden vide,” siger Peter Trolle Bonnesen.
Møder verdensklassemandskab
Belgorod-mandskabet kommer til Gentofte med et stjernespækket holdkort. Heriblandt er det 41-årige volleyball-ikon på Sergey Tetyukhin, der som den eneste volleyballspiller i verden har deltaget i OL 6 gange, vundet 4 OL-medaljer, 10 russiske mesterskaber, 4 Champions League-trofæer og stået i 13 EM-, VM- og World Cup-finaler.
”Belgorod er et verdensklassemandskab! De har adskillige OL-spillere med. Dmitriy Muserskiy på to meter og 18 centimeter, som er kåret til den bedste blokadespiller et hav af gange til både EM, OL og i Champions League kommer,” siger Peter Trolle Bonnesen.
”Det er en drengedrøm at få lov til at spille mod så store stjerner og så godt et hold. Endda på hjemmebane i Danmark foran et larmende hjemmepublikum. Jeg håber, at der kommer mange i Gentofte Sportspark og får deres livs volleyballoplevelse,” siger han.
Gentofte spillede sig videre til 3. runde i Champions League ved at besejre de montenegrinske mestre Budva både hjemme og ude.
Gentofte spiller mod Belgorod onsdag klokken 18:30 i Gentofte Sportspark. Kampen streames direkte på Zibra Sport her.
Returkampen mod Belgorod spilles på søndag den 20. november i Rusland klokken 16:00 dansk tid.
Går Gentofte ikke videre til gruppespillet i Champions League, fortsætter de danske mestre deres europæiske eventyr i CEV Cuppen.