Tredje gang var ikke lykkens gang for Danmark i EM-kvalifikationen i Sønderborg. De danske volleyherrer vandt et sæt og pressede de finske forhåndsfavoritter, men måtte kapitulere til sidst.
EM-kvalifikation, Finland-Danmark: 3-1 (25-17, 18-25, 25-11, 25-21)
Humlehøj Hallen, Sønderborg
Dermed rejser de danske volleyherrer til Finland og 2. runde af EM-kvalifikationen uden point på kontoen.
Det talstærke publikum i Humlehøj Hallen havde måske sat forhåbningerne op efter mere, da Danmark vandt 2. sæt i sikker stil.
Men Finland og især deres store profil Olli-Pekka Ojansivu var for stor en mundfuld, og Danmark tabte 3-1.
Trods nederlaget havde landstræner Mikael Trolle kun roser til overs for sit mandskab.
”Niveauet var desværre så højt som frygtet. Jeg er virkelig stolt af hele holdet. Det er fantastisk, at vi kan skifte ud på flere positioner undervejs i turneringen og stadig være tæt på. Det er en fantastisk bredde, som tegner rigtig godt for fremtiden,” siger Mikael Trolle.
”Jeg synes, at vi har spillet to gode kampe og vist, at vi er et hold, der aldrig giver op. Vi viser, at vi kan komme igen på det her niveau. Med lidt mere held, så havde vi fået to kampe ud i fem sæt og stået med minimum to point,” siger han.
”Det er i kampe og turneringer som disse, at drengene løfter sig og bliver bedre. Nu skal vi til Finland og vinde nogle kampe. Det ved jeg, at drengene er klar på,” siger Mikael Trolle
”Tak til et super publikum her i Sønderborg. Det har været en fornøjelse at spille her alle dage,” slutter landstræneren.
Med dagens resultat ligger Danmark sidst i Gruppe B.
EM-kvalifikationen afvikles over to turneringer. Efter den første er spillet i Sønderborg, mødes holdene igen i Finland i næste weekend. Gruppevinderen kvalificerer sig direkte til EM, mens 2’eren skal ud i to playoff-kampe om en EM-billet.
KAMPENS FORLØB
Servemodtagningen haltede
Danmark gjorde det svært for sig selv i starten af 1. sæt, hvor de ikke kunne finde et modsvar på de finske svæveserver, der gang på gang voldte de danske volleyherrer problemer. Selvom servemodtagningen blev bedre, som sættet skred frem, kunne Danmark ikke lukke hullet til Finland, som vandt 1. sæt med 25-17.
Özari flænsede finnerne
Den danske servemodtagning var meget bedre i 2. sæt, og med hjælp fra tre serveesser i træk af Philip Metin Özari kunne Danmark gå til den 2. tekniske timeout foran 16-10. Herfra så Trolles tropper sig ikke tilbage og meget velfortjent havde Özari sidste hånd på bolden, da han med en kill block sikrede Danmark sættet med overbevisende 25-18.
Et sæt der hurtigt skal glemmes
Danmark kom ikke rigtig på banen i 3. sæt. Alt fungerede for finnerne og intet fungerede for danskerne, som efter 24 minutter kunne bytte banehalvdel efter at have tabt sættet med 25-11.
Ustoppelige Olli-Pekka
Danmark var tydeligvis opsatte på at få kampen i tiebreak og var godt på vej, da Aske Mørkeberg Sørensen med to serveesser i træk bragte de danske volleyherrer foran 9-5. Selvom publikum i Humlehøj Hallen gav god opbakning, mistede danskerne koncentrationen et øjeblik, hvilket Finland straffede prompte, scorede seks point i træk og gik fra at være bagud 9-13 til at være foran 15-13. Finlands Olli-Pekka Ojansivu var ustoppelig og med 32 point var han om nogen manden bag den finske sejr på 25-21.
DANMARKS STARTOPSTILLING MOD PORTUGAL
Hæver:
Axel Jacobsen (Bolivar – ARG)
Centre:
Aske Mørkeberg Sørensen (Gentofte Volley – DEN)
Simon Gade (Gentofte Volley – DEN)
Højrekant:
Peter Trolle Bonnesen (Gentofte Volley – DEN)
Venstrekant:
Philip Özari (Gentofte Volley – DEN)
Rasmus Breuning Nielsen (Power Volley Milano – ITA)
Libero:
Simon Ostenfeld Bitsch (Marienlyst – DEN)
ØVRIG TRUP
Hæver:
Sebastian Mikelsons (Gentofte Volley – DEN)
Centre:
Simon Øster Ellegaard Andersen (Middelfart – DEN)
Nicolai Houmann (Hvidovre – DEN)
Højrekant:
Mads Ditlevsen (Abu Dhabi, UAE)
Venstrekant
Peter Kromann Jensen (Tannourine Club – LIB)
Mads Møllgaard (Gentofte Volley – DEN)
Libero:
Nikolaj Hjort (Marienlyst – DEN)
KAMPPROGRAM EM-KVALIFIKATION, SØNDERBORG
16. september
Danmark – Sverige: 0-3 (19-25, 22-25, 19-25)
17. september
Portugal – Danmark: 3-1 (23-25, 25-23, 28-26, 25-15)
18. september
Finland – Danmark: 3-1 (25-17, 18-25, 25-11, 25-21)