Anette & Henrik Mørch fandt kærligheden til hinanden og volleyball i Enghave Volleyball Klub. Sammen bruger de så mange timer i klubben, at de foretrækker ikke at holde regnskab. Og så takker de en håndboldklub for at klubben i dag har en ungdomsafdeling.
Henrik fik volleyball ind med skolemælken, hvor en gymnastiklærer syntes, at det var den sport, klassen skulle spille. Klassekammeraterne fortsatte med at spille i Enghave VK, da klokken ringede ud. Og det blev afgørende for, at det var volleyball, der fangede Henrik.
Anette var nærmest i modsatte grøft. Hun havde lavet en masse forskellige idræt, da hun boede i Jylland – bortset fra volley:
”Det ændrede sig, da jeg kom til København. Jeg havde lyst til at prøve volley, og der lå en klub lige ved siden af mit kollegie. Jeg startede på mix-holdet, hvor jeg mødte Henrik – og så blev jeg hængende i den volleyklub,” siger hun.
”Henrik færdes primært i sin arbejdsverden og i volleyklubben. Så jeg var nødt til at spille volley eller skifte erhverv, hvis jeg ville være sammen med ham,” siger Anette.
Håndboldklub har en del af skylden
Mens romancen mellem Anette og Henrik kørte på skinner, opstod der udfordringer for volleyballklubben. Enghave havde, ligesom så mange andre klubber, ikke haft nogen ungdomsafdeling i en lang årerække.
Det var ved at koste Enghave VK, da volleyballklubben konkurrerede med en håndboldklub om fordelingen af haltider, og Københavns Kommune prioriterer ungdommen højt.
”Håndboldklubben forsøgte nærmest at skubbe os ud ved at fokusere på, at vi ikke havde nogen ungdomsafdeling. Vi kunne godt se, hvor det bar henad – vi var simpelthen nødt til at starte noget op,” siger Henrik.
”Vi tvangsindskrev alle vores egne børn til at spille volley. Det ene tog det andet, og vores kids-afdeling voksede. Så vi skylder den håndboldklub en del af æren for, at vi har en ungdomsafdeling igen i dag,” siger han.
”Det faldt sammen med, at Dansk Volleyball Forbund startede Kidsvolley op. Vi var med fra starten og blev inspireret af de kurser, vi var med på i Holland. Så timingen var perfekt i forhold til at skulle til at lave ungdomsvolley,” siger Anette.
”Vores piger fortsatte med at spille i klubben. Det har også gjort, at vi har holdt så meget ved volley. Det har nærmest været en del af vores familie, og klubben har været en del af vores sociale omgangskreds. Det har betydet meget, at pigerne også har været i volleyklubben, og vi alle sammen har haft noget at være fælles om,” siger hun.
De små sejre hen ad vejen
Som ny i sporten startede Anette med at tage alle Kidstræner-kurserne og hun har gennem årene trænet Level 0-4.
”Sommetider har vi haft nogle børn, som har haft det lidt svært i skolen. De er ikke rigtig faldet til. Og de har ikke kunnet klare sig til håndbold eller fodbold, som er fysisk meget krævende. Til Kidsvolley har de lært at gribe en bold og er blevet meget mere motorisk klar. Det er dejligt at følge. Og det er dejligt at give børnene nogle gode vaner med at bevæge sig,” siger Anette.
”Det er så fedt at se nogle af klumpedumperne, som ikke før har været udfordret på deres motorik, kommer til træning og begynder at kunne spille. Det er de små sejre, som kommer hen ad vejen. Det betyder meget for mig, at få dem med,” siger hun.
”Mange års arbejde kulminerede, da vores piger vandt sølvmedaljer ved DM i sæsonen 2015/2016. Det var en stor oplevelse, da jeg har fulgt ungerne, lige siden de knap nok kunne gribe en bold,” siger Henrik, der har været formand i Enghave VK i en årrække og trænet de fleste af holdene i klubben.
Nu er han spillende træner på et, hvad han selv kalder aldrende Danmarksserie-hold samt træner for teen-spillerne.
”Det er meget bekræftende at have at gøre med alle de unge mennesker, som har lyst til at spille. Det driver værket i sig selv,” siger Henrik.
Det er en anerkendelse, at de unge dukker op
Anette og Henriks store arbejde er også blevet belønnet af Sjællands Volleyball Kreds, som kårede Enghave VK til Årets Ungdomsklub i 2015.
”I første omgang er det faktisk en anerkendelse, at de unge bare dukker op til træning. Det er ikke nemt at holde dem fanget i sporten. Så bare det, at de har været i klubben så længe – det er anerkendelse nok for mig. Og samtidig at man kan se, at ungerne kan en helt masse efter en lang sæson,” siger Henrik.
”Forældre og andre klubmedlemmer fortæller ofte, at de bøjer sig i støvet over det arbejde, vi gør. De kan godt se alle de glade unger, vi har til træning. Det varmer,” siger Anette.
Hvor meget tid, tror I, I bruger på volleyball om ugen?
”Det tror jeg ikke, vi skal regne på. Jeg har to faste træningsaftener om ugen. Som oftest er vi også ude lørdag og søndag – for enten skal vi selv arrangere eller også tager vi ungerne ud til stævner. Der er næsten ikke nogle aftener, hvor Henrik ikke er afsted,” siger Anette.
Anette Mørch er 54 år og sygeplejerske. Henrik Mørch er 56 år og arbejder i et forsikringsselskab. Sammen har de to piger på 20 og 23 år.
