Der var volleyball, balloner og gode snakke med masser af unge mennesker, da den første Welcome U-event spredte godt humør i Aarhus.
”Vil du ikke være med? Jeg kan kort lige vise dig lidt om, hvordan man gør. Og vi spiller jo bare for sjov.”
Masser af unge mennesker fik en snak og et slag volleyball, da den første Welcome U-event fandt sted ved domkirken midt i Aarhus i weekenden.
Og selvom de besøgende til tider skulle dukke sig for en bold på afveje, var den opsatte volleyballbane med til at skabe liv og glæde i Smilets By.
Konsulenter fra Volleyball Danmark fik snakket med en del unge mennesker om det nye, store Welcome U-projekt, som Volleyball Danmark og Dansk Basketball Forbund søsætter med støtte fra Nordea-fonden.
Welcome U skal gøre det nemmere for tusindevis unge at finde nye fællesskaber, når de flytter til en ny by for at tage en uddannelse. Gode fælleskaber har stor betydning for unges livskvalitet, mentale sundhed og evnen til at gennemføre en uddannelse.
”De fleste virkede positive og meget interesserede i Welcome U. Mange af dem pointerede, at det skulle være meget socialt og en håndfuld var virkelig pjattede med ideen om, at man spiste sammen, da det alligevel er noget, man skal bruge tid på hver dag,” siger Maria Wieborg.
Der var en del udvekslingsstuderende forbi Welcome U-standen i Aarhus. De havde kun været i Danmark i et par dage og var i gang med at suge indtryk til sig og forberede sig på det kommende år, hvor de er i landet:
”De udenlandske studerende sagde, at det er lige sådan noget som Welcome U, de leder efter. De glæder sig til, det starter,” siger Maria Wieborg.
Welcome U-standen var en del af SUNDdag, som er en årligt tilbagevendende event.