Fra magasinet Volleyball.
Hent magasinet som app på App Store eller Google Play og få hele oplevelsen med.
Den trettendobbelte danske mester og medlem af dansk volleyballs Hall of Fame om kærlighed til volleyball, beslutningen om at ville vinde alle kampe 3-0 og en sølvmedalje i Storebælt.
Da jeg var ung, var det ikke normalt at være 179 cm høj. Jeg var ligeså høj som drengene. Derfor var det fedt at dyrke en sport sammen med andre høje piger. Jeg følte mig hjemme i volleyball, og jeg bilder mig ind, at jeg havde talent for det.
Jeg kørte til træning på min Velo Solex. Jeg startede med at spille i VKV Gladsaxe, selvom jeg boede i Brøndby. Jeg var den lille blandt mange rutinerede og ældre piger. Der var masser af profiler at se op til. Det var super fedt. Jeg fik smag for mere, og vi samlede et godt hold høje piger i Helsingør.
Vi stod i hallen 1. og 2. juledag. Vi skulle ikke jo holde for meget ferie. Vi var kun en hård kerne på otte spillere, som var meget træningsivrige. Skader var ikke eksisterende, så måtte man tape sig sammen og tage sig sammen.
Vi var fuldstændig dominerende og besluttede os for, at vi ville vinde alle kampe med 3-0. Vi var nødt til at have en målsætning. Vi spillede med sindssygt meget overskud og selvtillid. Vi spillede et meget basalt spil, hvor vi ikke gjorde så meget ud af, at det skulle se fint og flot ud. Det var tungt og effektivt. Det var en kæmpe forløsning, da vi vandt sæsonens sidste kamp med 3-0. Der var masser af sæt, hvor vi legede med ilden og kun vandt med to overskydende point.
Den umiddelbare glæde, når den sidste bold er vundet, har været lige fantastisk hver eneste gang. Det var det, vi arbejde hårdt for, og som gik op i en højere enhed, når mesterskabet blev sikret.
Den bedste motivation var kærligheden til spillet. Samværet med de andre piger og lysten til hele tiden at forbedre sig selv, springe højere, slå hårdere og tage de smarte beslutninger.
Jeg var meget temperamentsfuld. Jeg ville altid gerne vise, at jeg kunne vinde alle bolde. Jeg tror, at temperamentet skal være med, og man skal ville det 100 procent. Det gør, at man springer fem centimeter højere og fortsætter med at slå, selvom skulderen er blevet godt mør.
Der var den ene gang, hvor vi tabte pokalfinalen og fik en sølvmedalje. Jeg smed medaljen over bord fra storebæltsfærgen i protest. Den skulle jeg bare ikke have med hjem.
Når man dyrker eliteidræt, bliver man meget struktureret i sit liv. Der skal være plads til det hele – træning, skole, arbejde og lektier. Man lærer at arbejde og præstere under pres, når man har stået i det afgørende sæt med en vanvittig tæt stilling, adrenalinen pumper – og man har overlevet spændingen. Det kan man overføre til mange ting i det daglige.
Jeg har lært en masse fantastiske mennesker at kende. Jeg har altid været glad for, at jeg ikke stod alene på en bane, men har haft holdkammerater at dele spændingen med.
Bliv ved. Hold ud. De fleste, som har smagt sejrens sødme en enkelt gang, vil have mere. Og vil man have mere, kræver det en målrettet arbejdsindsats og dedikation.
ANNE-BIRTHE FRICKE
Født 20. februar 1957. Aktiv spiller fra 1972 til 2003 for bl.a. VKV Gladsaxe, Helsingør KFUM og Holte IF. Vandt 13 danske mesterskaber, heraf 12 i træk med to forskellige klubber. Derudover 10 pokaltitler. Vandt DM i 1985 med Helsingør uden at afgive sæt i 20 kampe i træk og spillede adskillige Europa Cup kampe for mesterhold. Repræsenterede det danske landshold i 55 kampe og har udmærket sig som en af de bedste kantspillere i historien. Optaget i dansk volleyballs Hall of Fame i 2015.
