Intet er afgjort forud for den sidste playoff-runde i volleyball. Marienlyst og Holte er favoritter, men kampen om de sidste billetter til DM-finalerne er helt åben.
I fredags bookede Brøndbys damer og Gentoftes herrer billet til den ene plads i DM-finalerne, da de vandt hver deres playoff-pulje A. I morgen begynder de sidste slag over nettet i playoff-pulje B om, hvem der skal gøre dem selskab i kampen om danmarksmesterskabet.
”Det er meget åbent, hvem der kvalificerer sig til DM-finalen fra herrernes pulje B. Marienlyst vandt godt nok begge deres kampe, men de havde flere sætbolde imod sig undervejs. Intet er afgjort, og der bliver spænding hele vejen til sidste bold på sidste dagen af playoffs,” siger Anders Frank, kommentator for Dansk Volleyball Forbund.
Selvom Marienlysts herrer topper puljen, kan meget nå at ændre sig i løbet af de næste tre dage.
”Både Ishøj og Middelfart drillede Marienlyst i de første opgør. Ishøj er topmotiverede for at lave overraskelsen, og Middelfart har fordel af hjemmebane. Det bliver en gyser af en playoffs, hvor hvert et sæt kan få betydning for, hvem der kvalificerer sig til DM-finalen,” siger Anders Frank.
Hos damerne står Holte med det ene ben i DM-finalen, efter holdet vandt begge sine kampe i første playoff-runde. Men de kan ikke hvile på laurbærrene, lyder vurderingen:
”Amager vandt et sæt mod Holte i 1. playoff-runde. Hvis de har fået nogle af de spillere tilbage, som var skadede eller ramt af sygdom, så kan de i den grad drille favoritterne fra Holte,” siger Andes Frank.
Playoff-kampene spilles over fire weekender i marts. I hver playoff-weekend spiller tre herrehold og tre damehold ved samme event. Denne weekend spilles 4. playoffs, som er den sidste og afgørende for holdene i pulje B.
Vinderne af de to playoff-puljer kvalificerer sig til DM-finalerne, som spilles lørdag den 9. april i Marienlystcentret og lørdag den 16. april i Gentofte Sportspark. Hos damerne er Brøndby allerede finaleklar, mens Gentofte er det ene hold i herrernes DM-finale.
Samtlige playoff-kampe og DM-finaler streames direkte på Zibra Sport.
4. playoff |Onsdag den 23. marts – fredag den 25. marts
Lillebæltshallen, Arrangør: Middelfart VK
Onsdag den 23. marts
Kl. 18:00: Team Køge – Amager VK (d)
Kl. 20:00: Middelfart VK – Marienlyst (h)
Torsdag den 24. marts
Kl. 13:00: Amager VK – Holte IF (d)
Kl. 15:00: Marienlyst – Ishøj Volley (h)
Fredag den 25. marts
Kl. 13:00: Team Køge – Holte IF (d)
Kl. 15:00: Middelfart VK – Ishøj Volley (h)