Titlen som Danmarks bedste 9. klasse i volleyball er fordelt. Bagsværd Kostskole og Gymnasiums piger og Dalumskolens drenge vandt DM i skolevolley.
Der var spænding til det sidste og høje jubelbrøl i Marienlystcentret, da DM i skolevolley blev afgjort, skriver fyens.dk.
Dalumskolens drenge mødte i finalen Stavnsholtskolen og efter en tæt tre sæts-kamp, kunne fynboerne fra Dalumskolen kalde sig danske mestre i skolevolleyball.
Hos pigerne vandt Bagsværd Kostskole og Gymnasium finalen og afgav ikke et eneste sæt i hele turneringen.
325 elever fra niende klasser over hele landet deltog i finalestævnet, som i år fandt sted i Odense.
Dagen før finalestævnet gav ligastjernerne fra Marienlyst opvisning og med hele ni danske, australske og islandske landsholdspillere på holdet var der masser at blive inspireret af.
Skole DM i volleyball fejrer i år 40 års jubilæum med deltagelse af 472 volleyballhold fra 9. klasser over hele landet.
Stævnet er kun for skoler, hvor volleyball ikke er et væsentligt omdrejningspunkt for elevernes hverdag. Skoler, der har idrætslinjer med særlig fokus på volley, deltager i en anden turnering.