Danmarks bedste volleyballspillere skal for første gang spille playoffs i kampen om DM-titlen. De regerende mestre både hos damerne og herrerne skal i aktion i første playoff-weekend, som begynder i morgen. Alle kampe sendes direkte.
Seks hold er tilbage i kampen om en plads i DM-finalen og jagten på guld. Fredag, lørdag og søndag åbner Brøndby, Lyngby, Aarhus, Gentofte, Hvidovre og Lyngby-Gladsaxe ballet i den 1. playoff.
”Alt, hvad holdene har foretaget sig indtil nu, er ligegyldigt. Denne weekend gælder det. Det er denne weekend, som flere af holdene har ventet på rigtig længe,” siger Anders Frank, kommentator for Volleyball Danmark.
”Holdene har optimeret formen frem mod playoffs. Cheftrænerne har haft hele grundspillet til at sætte deres hold rigtigt op, de har set alle videoer af modstanderne – det er nu, at slaget for alvor skal slås,” siger han.
Playoff-kampene spilles over fire weekender i marts. I hver playoff-weekend spiller tre herrehold og tre damehold ved samme event. Få det fulde overblik her.
DM-favoritter åbner playoffs
Ifølge Anders Frank venter der en lækkerbisken allerede i 1. playoff-weekend, hvor begge regerende danske mestre skal i spil.
”Vi får et par af de store kanoner i spil allerede. Fredag åbner Brøndbys damer playoff, endda på hjemmebane. De er suveræne favoritter til DM-titlen, men Lyngby har vist, at de kan drille alle med deres super potente angreb og store fysik,” siger Andes Frank.
”Bagefter har vi Gentofte, som er forhåndsfavoritter til danmarksmesterskabet, mod Hvidovre. Sidstnævnte er vel nok er det hold, som kan true Gentofte og Marienlyst i guldkampen. Det bliver en helt vildt spændende kamp,” siger han.
Optimal spænding hele vejen til guld
Den nye Volleyliga-stuktur, med grundspil, playoffs og to DM-finaler, sikrer optimal spænding hele vejen gennem sæsonen.
”Playoffs betyder flere opgør med direkte betydning. Holdene skal være klar fra første dag. Der bliver spændende fra første minut,” siger Anders Frank.
”Holdene kan risikere at have udspillet deres chance, hvis de taber en kamp. Men samtidig kan de stadig have en chance til allersidst, hvis de øvrige resultater flasker sig. Så holdene skal være klar fra start til slut,” siger han.
”Det er et meget smalt nåleøje, der er for at komme i DM-finalen.”
Vinderne af de to playoff-puljer kvalificerer sig til DM-finalerne, som spilles lørdag den 9. april i Marienlystcentret og lørdag den 16. april i Gentofte Sportspark.
Samtlige playoff-kampe og DM-finaler streames direkte på Zibra Sport.
Få det fulde overblik over playoff-kampene og DM-finalerne her.