Blot et par uger efter lanceringen af Dansk Volleyball Forbund og Danmarks Basketball Forbunds store Welcome U-projekt er en tredjedel af alle deltagerklubber allerede fundet – alene hos volleyball.
Far, mor og venner kan være langt væk, når man som ung flytter til en ny by for at studere. Dansk Volleyball Forbund og Danmarks Basketball Forbund er med støtte fra Nordea-fonden gået sammen for at gøre den overgang nemmere med projektet Welcome U.
Et af målene for projektet er at rekruttere 45 klubber, og allerede et par uger efter Welcome U blev offentliggjort, er en tredjedel af volleyballklubberne fundet.
”Der har været en overvældende stor interesse fra klubberne for at være med i Welcome U. Jeg ser det som et klart signal om, at vi rammer ned et sted, hvor klubberne kan se en ekstra motivation for at gøre en indsats for de unge,” siger Peter Morell, udviklingschef i Dansk Volleyball Forbund.
”Welcome U tager de unge i hånden og guide dem ind i idrætsfællesskaber, hvor de kan møde andre unge. Sport er en fantastisk måde at lære nye mennesker at kende på, da man mødes på neutral bane. Man lærer bare hinanden at kende bedre, når man har svedt sammen om en gang boldspil,” siger han.
Indtil videre er volleyballklubber i ni byer med i Welcome U. I Aalborg er HIK klar, i Randers er det Randers VK og Randers Novo. I Aarhus er ASV, Lyseng, Skovbakken, Aarhus1900, ABC og TST med, mens Vejle Ungdoms Volley er med fra Vejle. I Odense er DHV og OBC Welcome U-klubber, mens Sjælland har VK Holbæk i Holbæk, VK 4000 i Roskilde og USG i København med.
Der arbejdes løbende med at få flere byer og dermed flere klubber til Welcome U.
FAKTA OM PROJEKTET
· Bag Welcome U står Dansk Volleyball Forbund og Danmarks Basketball Forbund, som vil gennemføre projektet i tæt samarbejde med elev- og studenterorganisationer over hele landet.
· Målgruppen for projektet er alle de unge, som flytter til en ny by for at studere eller arbejde.
· Formålet med Welcome U er, at bruge idræt til at give unge et netværk og et tilhørsforhold, når de flytter til en ny by.
· Welcome U etablerer 5 nye partnerskaber med uddannelsesinstitutioner og elevorganisationer, rekrutterer 45 klubber, uddanner 150 ambassadører, starter 45 nye hold op, gennemfører 75 events i mindst 20 byer og bliver synlig på 50 uddannelsesinstitutioner. Den samlede indsats skal sikre direkte kontakt til 25.000 unge.