De danske volleyherrer møder Bulgarien, Makedonien og Albanien i dette års European League. Landstræner Mikael Trolle kalder det en god lodtrækning med mulighed for avancement til Final 4.
Fredag middag blev der trukket lod til European League i det europæiske volleyballforbunds hovedsæde i Luxembourg.
Danmark er havnet i Gruppe A sammen med Bulgarien, Makedonien og Albanien. Landstræner Mikael Trolle var til stede ved lodtrækningen og er umiddelbart tilfreds med resultatet:
”Jeg synes, at det er en god lodtrækning. Der er bestemt mulighed for at gå efter en plads i Final 4,” siger Mikael Trolle.
”Bulgarien er super stærke. De har været med i medaljekampen ved de seneste to europamesterskaber og er klare favoritter i gruppen,” siger han.
”Vi spillede lige op med Makedonien i European League sidste år, hvor vi vandt en kamp og tabte en kamp mod dem på deres hjemmebane. Så det er et meget lige match med dem. Endelig er der Albanien, som vi bør være stærkere end,” siger landstræneren.
European League spilles over to weekender i juni. 1. runde spilles den 10.-12. juni i Bulgarien. 2. runde spilles weekenden efter den 17.-19. juni i Makedonien. Alle fire hold spiller mod hinanden i hver runde.
De to bedste hold fra hver gruppe går videre til Final 4, som spilles den 1.-3. juli.
FAKTA EUROPEAN LEAGUE 2016
– 2016 CEV Volleyball European League – Men spilles over to weekender i juni.
– 1. runde spilles den 10.-12. juni i Bulgarien.
– 2. runde spilles den 17.-19. juni i Makedonien.
– Alle fire hold spiller mod hinanden i hver runde.
– Danmark er det 5. bedste seedede hold i turneringen med en 24. plads på den europæiske rangliste.
– Gruppe A: Bulgarien (3), Makedonien (22), DANMARK (24), Albanien (39)
– Gruppe B: Estland (16), Hviderusland (20), Østrig (28), Luxembourg (31)
– Vinderen af CEV European League 2016 går videre til FIVB World League.