Brøndby klar til pokalforsvar efter vildt comeback i tæt tiebreak thriller

De regerende pokalmestre Brøndby var nede i sækken og måtte have alle værktøjer i brug, inden de sikrede sig en plads i dette års pokalfinale. Brøndby var nede 0-2 mod Volleyligaoprykkerne Amager, men fik vendt kampen til 3-2-sejr i en medrivende Final 4 semifinale.   Final 4, semifinale: Brøndby VK – Amager VK 3-2 (17-25,…

:


De regerende pokalmestre Brøndby var nede i sækken og måtte have alle værktøjer i brug, inden de sikrede sig en plads i dette års pokalfinale. Brøndby var nede 0-2 mod Volleyligaoprykkerne Amager, men fik vendt kampen til 3-2-sejr i en medrivende Final 4 semifinale.  

Final 4, semifinale: Brøndby VK – Amager VK 3-2 (17-25, 19-25, 25-20, 25-17, 15-9)
Frederiksberg Hallen

Dagens 2. semifinale i Final 4 var et opgør mellem Volleyligaoprykkerne Amager og de forsvarende pokal- og danmarksmestre Brøndby. Favoritværdigheden lå derfor tungt på Brøndby skuldre.

Måske var det netop den klare favoritrolle, som tyngede holdet fra den københavnske vestegn i 1. sæt. Brøndby haltede i hele sættet efter Amager, der gik uimponerede til opgaven med solide blokader, skarpe smash og lynhurtige reaktioner i forsvarsspillet og snuppede sættet med 25-17.

Amager fortsatte de gode takter i 2. sæt, hvor de ført an af en storspillende Sofia Purkhus på kanten formåede at holde Brøndby et par point bag sig frem til 16-16. Blandt andet takket være libero Mette Sallerup, som var her, der og alle vegne, opbyggede Amager herfra blot en ny føring og vandt sættet med 25-19.

Pokalsensationen lurede dermed i 3. sæt, hvor Brøndby havde ryggen mod muren, nede med 0-2. Presset fik dog det bedste frem i Brøndbyspillerne. Nu viste Eva Mielskovs Bangs tropper, hvorfor de er ubesejrede i Volleyligaen indtil videre i denne sæson. Servepresset blev øget, modtagningerne sad en tand skarpere, og dræberinstinktet ved nettet var skærpet. Med taktfaste klapsalver i ryggen snuppede Brøndby sættet med 25-20 og reducerede til 1-2.

4. sæt var en tættere affære end de foregående. Dog lå det i kortene, at kampen skulle i tiebreak, da Brøndby kom foran 19-14. Trine Kjelstrup satte flere gange trumf på Eva Mielskov Bangs velorkestrerede angreb, og hun havde også sidste hånd på, da Brøndby lukkede sættet med 25-17, udlignede til 2-2 i sæt og sendte semifinalen i tiebreak.

I tiebreaken var luftet gået af Amager-ballonen. Brøndbys bombere hamrede det ene kraftfulde angreb igennem efter det andet, og Amager virkede chanceløse i stormvejret. 10-2 blev det til Brøndby, inden Amager fik pusten efter en Brøndbyserv i nettet. Amager reducerede til 6-10, inden Brøndby igen strammede grebet og lukkede sættet med 15-9 og kampen 3-2.

”Vi er alt for overspændte i starten af kampen. Derfor laver vi alt for mange og alt for dumme fejl. Vi spiller individuelt i stedet for som et hold,” siger en lettet Brøndby-anfører Eva Mielskov Bang.

”Efter 2. sæt får vi styr på vores organisation. Vi begynder at stole på hinanden i stedet for at spille helte og prøve at rage alle bolde til os. Samtidig får vi lagt et ekstra pres på serven og bliver bedre i modtagningen, så det hele hænger bedre sammen,” siger hun.  

”Jeg håber, at vi starter finalen i morgen, som vi sluttede kampen i dag. Selvfølgelig kan det have en lille betydning, at vi var ude i fem sæt, mens Holte vandt deres semifinale i tre. Men vi er klar.”

Med sejren er Brøndby klar til pokalfinalen i morgen klokken 13:00, hvor de møder Holte, der bookede deres billet tidligere på dagen.

Alle kampe til Final 4 vises direkte på Dreamsports.tv.

Læs Volleyball Magasinet med interview med alle otte Final 4-anførere her

KAMPPROGRAM FINAL 4

Fredag den 18. december
Kl. 12:00: Dørene åbner
Kl. 13:00: Lyngby Volley – Holte IF (damer) 0-3 (18-25, 15-25, 23-25)
Kl. 15:00: Brøndby VK – Amager VK (damer) 3-2 (17-25, 19-25, 25-20, 25-17, 15-9)
Kl. 17:00: Ishøj Volley – Middelfart VK (herrer)
Kl. 19:00: BK Marienlyst – Gentofte Volley (herrer)

Lørdag den 19. december
Kl. 12:30: Dørene åbner
Kl. 13:00: Åbningsceremoni
Kl. 13:30: Pokalfinale damer
Kl. 15:30: Midtvejsceremoni
Kl. 16:00: Pokalfinale herrer
Kl. 18:30: Fælles præmieoverrækkelse
Kl. 19:30: Dansk Volleyball Galla 2015

– Med forbehold for forsinkelser.

Del nyhed

LÆS OGSÅ