Final 4 begynder i dag. Fire af Danmarks bedste damehold og fire af Danmarks bedste herrehold kæmper om at blive dansk pokalmester 2015. Her fortæller alle otte semifinalisters anførere, hvornår de skal træde i karakter. Læs de fulde portrætter i Volleyball Magasinet, der uddeles som program til Final 4.
Kl. 13:00: Lyngby Volley – Holte IF (damer)
Deprece Washington, Lyngby:
”Jeg mener ikke, at det er en rolle, man bare træder ind og ud af. At være anfører er en generel tankegang hos den, som har den rolle. De gange, hvor det har været tydeligst for mig, at jeg er anfører, har været på banen både til træning og kamp. Jeg er ikke den mest verbale leder. Jeg forsøger at lede ved at være den bedst mulige holdkammerat og volleyballspiller og på den måde forhåbentligt få mine holdkammerater til at være det samme.”
Caitlin Jordan Nyhus, Holte:
”Det er selvfølgelig vigtigt at være anfører, mens vi spiller kampe. Jeg skal holde humøret højt og sige de rigtige ting, når vi er oppe, og når vi er nede. Som hæver er det lettere at tage ansvar for holdet, fordi jeg skal se på hver eneste af mine holdkammerater før hver duel og vide præcis, hvad vi skal gøre.”
Kl. 15:00: Brøndby VK – Amager VK (damer)
Eva Mielskov Bang, Brøndby:
”Det skal jeg hver dag. Hvis jeg kan se, at nogle medspillere ikke accepterer de regler, der er sat på holdet med hensyn til opførsel og aftaler angående spillet, skal jeg træde i karakter. Når vi spiller kamp, skal jeg træde til, hvis gameplanen fra trænerne ikke bliver fulgt, eller hvis jeg kan se, at en medspiller ikke yder sit absolut bedste.”
Emma Katarina Andersen, Amager:
”Jeg skal især træde i karakter som anfører, når det drejer sig om at tage beslutninger eller udtrykke sig om ting, der ikke nødvendigvis er populære, men som er et forsøg på at imødekomme det fælles bedste. Hvis jeg fornemmer nogen former for uro eller disharmoni på holdet, som trænerne ikke umiddelbart ser, er det min opgave at tage hånd om tingene, hvilket helt konkret kan gøres ved for eksempel at indkalde til holdmøde og her i fællesskab løse tingene for at opretholde harmonien på holdet.”
Kl. 17:00: Ishøj Volley – Middelfart VK (herrer)
Mateusz Dziwierek, Ishøj:
“Det skal jeg, når vi spiller kamp, og dommeren for eksempel begår simple fejl. På den ene side skal kæmpe med dommerne og vise eller fortælle dem, at de har taget fejl. Men på den anden side er jeg ansvarlig for at dysse mine holdkammerater ned, da polske spillere generelt har et ret heftigt temperament, når det kommer til dommere.”
Morten Overgaard, Middelfart:
”Som anfører er man den eneste, som må tale til dommeren. Men ud over det er det mig, som skal få holdet i gear, både fra start, men også i pressede situationer. Jeg skal så vidt muligt være behjælpelig med at holde ro i lejeren.”
Kl. 19:00: BK Marienlyst – Gentofte Volley (herrer)
Daniel Thomsen, Marienlyst:
”Det skal jeg, hvis der opstår uenigheder på den ene eller anden måde. Det kunne være, hvis nogle på holdet har problemer indbyrdes, eller hvis der er uoverensstemmelser mellem spillerene eller holdet og klubben. Ligeledes skal jeg, når holdet har brug for det, lede og tage ansvar i kampe.”
Peter Trolle Bonnesen, Gentofte:
”Jeg vil hellere sige, at jeg skal træde i karakter som person og individ. Det er rigtig vigtigt. Jeg har en rolle, som fordrer at løse svære situationer. Det er uagtet, om jeg var anfører eller ej. Når der er pres på vores grundspil, så spiller jeg heldigvis en position, hvor jeg naturligt skal score mange point og kan være med til at vende en kamp.”
KAMPPROGRAM FINAL 4
Spilles i Frederiksberg Hallen
Fredag den 18. december
Kl. 12:00: Dørene åbner
Kl. 13:00: Lyngby Volley – Holte IF (damer)
Kl. 15:00: Brøndby VK – Amager VK (damer)
Kl. 17:00: Ishøj Volley – Middelfart VK (herrer)
Kl. 19:00: BK Marienlyst – Gentofte Volley (herrer)
Lørdag den 19. december
Kl. 12:30: Dørene åbner
Kl. 13:00: Åbningsceremoni
Kl. 13:30: Pokalfinale damer
Kl. 15:30: Midtvejsceremoni
Kl. 16:00: Pokalfinale herrer
Kl. 18:30: Fælles præmieoverrækkelse
Kl. 19:30: Dansk Volleyball Galla 2015
– Med forbehold for forsinkelser.