Direkte duel om Volleyligaens 2. plads søndag

Hvidovre og Marienlyst tørner sammen i en direkte duel om at overvintre på 2. pladsen i Volleyligaen. Kampen vises på Dreamsports.tv på søndag klokken 14:00. Volleyligaens nummer to mod nummer tre krydser klinger i et vaskeægte topopgør på søndag. Marienlyst ligger på 2. pladsen i Volleyligaen med fem sejre og 14 point, mens Hvidovre puster…

:


Hvidovre og Marienlyst tørner sammen i en direkte duel om at overvintre på 2. pladsen i Volleyligaen. Kampen vises på Dreamsports.tv på søndag klokken 14:00.

Volleyligaens nummer to mod nummer tre krydser klinger i et vaskeægte topopgør på søndag. Marienlyst ligger på 2. pladsen i Volleyligaen med fem sejre og 14 point, mens Hvidovre puster dem i nakken på 3. pladsen med fire sejre og 13 point.

Vinder Hvidovre med 3-0 eller 3-1 på hjemmebane i Frihedens Idrætscenter, rykker de forbi fynboerne i tabellen.

Hvis det skal lykkes, skal Hvidovres Volleyligatopscorer Martin Bülow-Nielsen bygge videre på sin stærke sæson indtil videre, hvor to-meter diagonalen har hamret 116 point hjem. Det er 33 point flere end Marienlysts topscorer Simon Bitsch, som har lavet 83 point.

Hvidovre-træner Martin Olesen:

”Det er en direkte kamp om at overvintre på 2. pladsen. Så jeg forventer maksimal tænding fra begge sider,” siger han.

Mens Marienlyst for 2. år i træk er klar til at kæmpe om pokaltitlen til Final 4 i Frederiksberg Hallen den 18. og 19. december, klarede Hvidovre ikke cuttet. Martin Olesen forventer derfor, at det er et ekstra opsat Hvidovremandskab, der stiller til start på søndag.

”For vores vedkommende er det sidste kamp i et stykke tid, så vi går all in. Vi er toptændte og opsatte på sejr. Vi har valgt at vende vores pokalexit til noget positivt. Nu har vi fuld fokus på ligaen. Jo flere point vi kan skrabe sammen inden jul, jo bedre er vores muligheder for at få det bedste udgangspunkt inden play-off,” siger Martin Olesen.

Marienlyst-anfører Daniel Thomsen:

”Jeg forventer en tæt kamp mellem to hold, der begge er godt spillende. Hvidovre har i relativt mange kampe præsteret på et stabilt, højt niveau,” siger han.

”Vi selv har haft en god optakt til søndagens topkamp i Hvidovre. Vi har leveret på et højt niveau de seneste mange kampe. En sejr søndag vil gøre første halvdel af sæsonen absolut godkendt. Vi er dog fuldt ud klar over, at der igen skal leveres på højt niveau, hvis der skal 3 point på kontoen. Vi glæder os,” siger Daniel Thomsen.

Hvidovre – Marienlyst spilles søndag den 13. december klokken 14:00. Kampen vises direkte i knivskarp kvalitet på Dreamsports.tv

Del nyhed

LÆS OGSÅ