Stor undersøgelse skal finde forsvindende medlemmer

Der var 1.500 færre volleyballspillere i Danmark i 2014 i forhold til året før, ifølge den seneste medlemsregistrering fra DIF. Stor undersøgelse fra Dansk Volleyball Forbund skal kortlægge, hvorfor medlemmerne forsvinder – og ikke mindst hvordan nedgangen vendes til fremgang. Hvorfor forsvinder medlemmerne fra dansk volleyball? Det vil en samlet bestyrelse i Dansk Volleyball Forbund…

:


Der var 1.500 færre volleyballspillere i Danmark i 2014 i forhold til året før, ifølge den seneste medlemsregistrering fra DIF. Stor undersøgelse fra Dansk Volleyball Forbund skal kortlægge, hvorfor medlemmerne forsvinder – og ikke mindst hvordan nedgangen vendes til fremgang.

Hvorfor forsvinder medlemmerne fra dansk volleyball? Det vil en samlet bestyrelse i Dansk Volleyball Forbund finde ud af ved at gå grundigt til værks.

”Vi er meget seriøse omkring medlemsnedgangen. Vi skal finde ud af, hvorfor medlemmerne forsvinder. Vi skal spørge alle afkroge af Volleyball Danmark,” siger Thomas Bro-Rasmussen fra bestyrelsen i Dansk Volleyball Forbund.

Han understreger vigtigheden i ikke at basere indsatsen på gætteri. Derfor skal der laves en omfattende spørgeskemaundersøgelse til alle i Volleyball Danmark.

”Vi må finde ud af hvorfor – på den rigtige måde. Vi skal ud og spørge, hvorfor lille Inge og store Jens ikke kommer til volleyball mere. Hvor er de henne i stedet for? Hvad er det, der har trukket dem ud af volleyballverdenen?” siger Thomas Bro-Rasmussen.

”Det er vigtigt, at vi på baggrund af spørgeskemaundersøgelsen kan drage nogle konstruktive konklusioner og på den baggrund se, hvilke områder det kan betale sig at sætte ind på,” siger han.

”I betragtning af, hvor meget vi gør ved fx Kidsvolley, er det mærkeligt, at vi ikke fastholder et vist niveau eller stiger i antallet af medlemmer. For Kidsvolley er populært, vi begynder at få gode spillere på ungdomslandsholdene. Men der er nogle, som forsvinder, og flere end der burde. Vi vil gerne vende skuden til en stor fremgang,” siger han.

Målet er et medlemstal, der nærmer sig omegnen af 20.000. En ambitiøs, men ikke urealistisk, målsætning, mener Thomas Bro-Rasmussen:

”Kan vi få lavet en ordentlig undersøgelse, draget nogle konklusioner og på den baggrund sætte de rigtige tiltag i søen, så burde vi kunne krybe op i nærheden af de 20.000 medlemmer på sigt. Grundlaget må ikke blive mindre. Vi stiler højere,” siger han.

I 2014 havde Dansk Volleyball Forbund 15.264 medlemmer. Det er en tilbagegang på 9 procent eller 1.508 medlemmer i forhold til 2013, hvor der var 16.772 medlemmer.

Undersøgelsen iværksættes snart.

Gå til DIF Medlemstal her.

Del nyhed

LÆS OGSÅ