Mandag aften mødte en flok forventningsfulde danske drenge ind i til de sidste forberedelser op mod dette års HU17 NEVZA. Mandag og tirsdag blev der spillet træningskampe mod danske 1. divisionshold hvor drengene viste gode takter, men også et meget svingende niveau. Onsdag havde vi en sidste træning på dansk grund hvor spillernes roller og ansvarsområder for alvor begyndte at falde på plads.
Torsdag morgen satte en flok optimistiske danske drenge sig i flyveren mod Birmingham og målet var at vinde metal til Danmark. Holdet lagde ud med to sikre 3-0 sejre over henholdsvis Island og Færøerne. Her viste flere spillere prøver på deres spidskompetencer. Marius Thomsen var sikkerheden selv i servemodtagningerne, Mads Jensen og Magnus Nielsen viste tænder i blokadespillet på midten, mens Anton Lydolf og Frederik Vester også fik vist flaget med flere gode indhop.
Herefter var det tid til puljefinale mod Sverige. I første halvdel af kampen mod Sverige blev spillernes tro på egne evner og spilkoncept sat på en hård prøve da Sverige var foran 2-0 i sæt og 14-7 i 3. sæt. Spillerne viste imidlertid flot mentalitet og arbejdede utrætteligt på at vende kampens udvikling. Belønningen kom i anden halvdel af kampen hvor tingene stille og roligt gik Danmarks vej. Sverige kunne ikke længere modstå det danske servepres og samtidig begynde Simon Jørgensen, Tobias Kjær og Oskar Madsen at score point i det danske transitionsspil. 3. sæt blev vundet 25-22 og i 4. og 5. sæt blev et fantastisk comeback fuldbyrdet.
Semifinalen blev i både 1. og 3. sæt en demonstration af dansk effektivitet og sættene blev vundet 25-12 og 25-11. Kun i 2. sæt hvor en fantastisk norsk start til 11-4 gjorde tingene svære for Danmark var der tvivl om udfaldet. Endnu engang viste drengene imidlertid fantastisk mentalitet i modgang og åd stille og roligt den norske føring. Sættet blev til sidst vundet 25-20. Med en flyvende Simon Jørgensen med hele 17 breakpoints (point hvor DEN server) kunne det næsten heller ikke gå galt. De gode præstationer mod Sverige og Norge gav grobund for optimisme og drømmen om at spille en brandkamp i fantastiske rammer med et stærkt finsk hold begyndte at fylde i spillernes hoveder.
Søndag morgen blev der set masser af video af Finland og midt på dagen var Danmark og Finland klar til finale. I hele ugen havde vi arbejdet på at få spillet Jacob Stein Brinch og Andreas Olsen ind i deres nye roller som centre og Mikkel Overgaard i en delvis ny rolle som libero. Nu skulle det vise sig om det fungerede på højeste nordiske ungdomsniveau. Danmark får en hård start på kampen, 3 tidlige netfejl betyder finsk 8-4 føring. Danmarks store styrke i svæveserverne viser sig imidlertid at kunne forstyrre den finske spilopbygning. Danmark skaber således mange pointchancer hvoraf en pæn del bliver omsat til point. Ved anden tekniske timeout er Danmark foran 16-15. Danmark udbygger denne føring med noget af ugens allerbedste spil og vinder sættet 25-21. I andet sæt kommer Danmark skidt fra start med et par personlige fejl og risikable angrebsslag. Finland er samtidig uhyre effektive og vinder hurtigt anden sæt 25-11. Vindermentalitet af ypperste karat og en enestående opbakning fra de danske U17 piger holder troen hos de danske spillere intakt trods afklapsningen. Alt fungerer i et flot 3. sæt – det lykkedes at komme udenom de finske blokade (3 højeste spillere er 206, 207 og 208 cm) og sideout fasen fungerer til perfektion. Danske føringer på 8-4 og 16-10 bliver konverteret til 25-19. I 4. sæt er det igen de finske spillere der tager initiativ. En meget stærkt og brev finsk trup viser sit værd og de kommer meget stærkt fra land og fører midtvejs 15-12. De første træthedstegn er så småt begyndt at melde sig hos danskerne der har sværere og sværere ved at vinde angrebene. Drengene er dog rigtigt dygtige til at holde konceptet i den fase og holder boldene i spil i de helt svære situationer. Ved anden tekniske timeout er Danmark kun bagud 15-16 og troen på sætsejr er intakt. Finland bevarer dog initiativet til 21-20 hvor Andreas Olsen går i servefeltet. En god serv og en finsk slagfejl betyder dansk føring 22-21. Her virker det som om de ellers urokkelige finske drenge begynder at tvivle på sejren – deres modtagningsspillere bliver forsigtige og løfter blot boldene på 3 meterlinjen. Danskerne profiterer effektivt her af og et par bolde senere kan hæver Mads Kyed afsluttet kampen med et hæverangreb. Sættet vindes 25-21 og jublen bryder løs. En fantastisk uge sluttes af med en NEVZA tittel som vi ikke turde drømme om i mandags. De 3 rutinerede spillere med kampe fra det danske HU19 landshold gik forrest hele ugen, men man vinder kun NEVZA når man har 12 spillere der yder deres optimale!
Internt på det danske hold blev følgende kåret til ”Man of the match”
Island: Mads Kyed Jensen
Færøerne: Simon Jørgensen
Sverige: Oskar Madsen
Norge: Simon Jørgensen
Finland: Tobias Kjær
Mads Kyed Jensen, Jacob Stein Brinck og Tobias Kjær blev efterfølgende hædret med guldbolde efter udnævnelsen til Dreamteam. Som kronen på værket blev Mads Kyed Jensen udnævnt til stævnets MVP.