12 syriske flygtningebørn fra Antvorskov Skole var i går til træning hos Volleyklubben Vestsjælland. Formålet var at præsentere børnene for klubbens trænere og træningssted, så de begynder til Kidsvolley.
”I vores forening har vi nogle visioner, som bl.a. indebærer at tage socialt ansvar og være engageret i lokalsamfundet. Derfor passer det rigtig godt ind i klubbens ånd at lave en indsats for netop den målgruppe,” siger Rolf Hartig Meegdes fra Volleyklubben Vestsjælland.
Han fortæller, at de syriske flygtningebørn har været meget begejstrede for introduktionen til Kidsvolley, og at det indtil nu udelukkende har været positivt:
”Vi besøger hvert år over 3.000 elever, men vi må sige, at de her børn er noget helt særligt. Tilbagemeldingerne er lige p.t., at stort set alle gerne vil starte til Kidsvolley i klubben,” siger Rolf Hartig Meegdes.
Der er dog et par praktiske udfordringer i forhold til at transportere børnene til træning. Men hvis det bliver løst, håber Volleyklubben Vestsjælland på at se rigtig mange af børnene i klubben.
”Det vil være rigtig ærgerligt, hvis det ender med, at vi ikke kan få børnene hele vejen ind i klubben. Det er hele tiden en balancegang mellem, hvor meget vi skal hjælpe dem, og hvor meget de selv skal gøre,” siger Rolf Hartig Meegdes.
”At være en del af foreningslivet er forpligtende og koster også noget at deltage. Vi forestiller os dog, at der bliver en slags overgangsordning med disse børn. Man skal huske på, at ved at behandle alle ens, så behandler man faktisk folk forskelligt. Så vi vil gøre meget for at få dem med i klubben.”